Journalister ønsker at fortælle sandheden. Men findes den overhovedet?

ANMELDELSE. Det stilles der spørgsmål ved i denne bog, hvor faget ses i et socialkonstruktionistisk og utilitaristisk lys. Såmænd.
Bogen afdækker og udfordrer de antagelser, der ligger til grund, når journalistikken udøves, for eksempel vores stræben mod objektivitet og kriterierne for, hvad en nyhed er. Samtidig opstilles alternativer, der kan fremme en nyttigere, mere "løfte- og perspektivrig journalistik".
Hvor andre faggrupper bygger bro til omverdenen, synes journalistikken at ville stå udenfor og være noget særligt. Den er i sin værste form enøjet og intrigant. Men har i sin fineste form også en vis uselviskhed og et ønske om at bidrage til et bedre samfund.
Det anerkendes til fulde, men det betvivles, om det fører til målet.
Journalistikkens grundlæggende antagelser er ikke eviggyldige, men har flyttet sig. Derfor kan faget ændre sig igen, er bogens pointe, og der argumenteres for at arbejde med øget refleksion, være mere bevidst om sproget og med at samle i stedet for at sprede.
Med alt det, der skal gøres, er det blot svært at se, hvordan nye ideale fordringer til journalistikken om at træde et skridt tilbage og sætte nytteværdien i højsædet kan få plads. Bogen indskriver sig dermed i rækken af utopier, som spejler og beskriver den bedste af alle verdener.
Man misser at forholde sig til den udvikling, der ændrer journalisters arbejdsvilkår og mediebilledet. Utallige kanaler, interaktive tilbud, Wikileaks etcetera gør, at sandheden og virkeligheden formerer sig hastigt. Deadline er død, informationerne og brugerne flyder frit …
Ellers er bogen – anført af to hovedskribenter med forord og indlæg af kendte i faget, forskere og undervisere – i sandhed nyttig og god at blive klog af.

Michael Diepeveen er souschef i Skolelederforeningen.

"Nye veje for journalistik"
Gitte Haslebo og Magnus H. Haslebo (red.)
Dansk Psykologisk Forlag
304 sider, 348 kroner