search

Hvorfor overhovedet tage på arbejde?

Bog: The joy of work Forfatter: Bruce Daisley Forlag: Cornerstone (320 sider, 240 kroner)

Et af de vigtigste spørgsmål, som den britiske forfatter og tidligere tech-leder Bruce Daisley stiller i sin bog, er mere aktuelt end nogensinde: Hvorfor tager vi overhovedet på arbejde?

Spørgsmålet er ikke, hvorfor vi arbejder. Det gør vi af forskellige årsager, men den hurtige forklaring er, at det er de fleste af os nødt til. Men hvorfor bevæger vi os fra vores hjem til vores arbejdsplads og tilbringer dagen der?

Under Covid-19-krisen har de fleste, i hvert fald i vores branche, i vidt omfang arbejdet hjemmefra. Og det viser sig, at det kan de fleste af os udmærket. Næsten alle de faciliteter, som før i tiden krævede et kontor, bærer vi nu med os eller har i hjemmet. Det er altså ikke derfor, vi tager på job.

Så hvorfor tage på arbejde? Det spørgsmål må enhver og enhver arbejdsplads stille sig selv, men ‘fordi vi skal’ er ikke grund nok, siger Bruce Daisley. Der kan være mange gode grunde til, at vi slet ikke skal møde fysisk op i samme omfang som hidtil. Ikke mindst behovet for fordybelse og stilhed, som i dag har svære vilkår i vores storrumskontorer og konstante forstyrrelser i form af mails, notifikationer, overflødige møder osv.

Vi skal ifølge Bruce Daisley genopfinde arbejdspladsen, så den respekterer, at vi både har behov for fordybelse og ro og for at lade os inspirere sammen med og af andre, ikke mindst i uformelle sammenhænge.

Jeg har det med at få trækninger og tics, når jeg får diverse selvhjælpsbøger i hånden, men Bruce Daisleys bog er meget mere end det. Den er et letlæst, men grundigt researchet kampskrift for en kultur, der fremmer arbejdsglæden og modarbejder den udbrændthed og håbløshed, som har sneget sig ind så mange steder de seneste årtier, også i vores fag.

Egentlig begyndte bogen som podcasten ’Eat Sleep Work Repeat’, som også er bogens amerikanske titel. Det var Bruce Daisleys egen frustration over en arbejdskultur, der var blevet glædesløs, der fik ham til at opsøge eksperter. Undervejs fik han gode svar på, hvorfor tingene faktisk nogle gange var bedre i gamle dage (konstante forstyrrelser er bare ikke sundt), og hvad vi kan gøre for at genskabe arbejdsglæden.

Bruce Daisley er heldigvis for klog til at bilde sig ind, at det kan gøres med et snuptag, og han er helt med på, at de større ændringer kræver, at cheferne er med i arbejdet. Men der er også mange ting, man kan ændre selv. Og, som han siger, har alle, også den enkelte, et ansvar for arbejdskulturen på jobbet. At man ikke kan ændre alt, er ingen undskyldning for at lade være med at ændre det, man selv har indflydelse på.

Bogen er delt op i tre. Første del handler i vidt omfang om, hvad man selv kan gøre, og hvorfor det videnskabeligt giver mening. For eksempel at tage pauser og at insistere på perioder på dagen, hvor man går i ‘eremit-modus’ og fordyber sig uden forstyrrelser. Det er krydret med beretninger om, hvor galt det kan gå, når man gennem længere tid presser sig selv (eller bliver presset) til det yderste uden mulighed for genopladning.

Del to handler om at få samklang i arbejdspladsens teams, herunder at give plads til uformelle møder over kaffemaskinen mellem de ansatte og til gengæld gøre de formelle møder kortere. De er alligevel ofte uproduktive og handler mere om at markere sig selv end om at løse et problem sammen.

En stor del af vores arbejdsglæde er afhængig af de mennesker, vi arbejder med. Under Covid-19 har jeg på sociale medier set mange, som virkelig har glædet sig til at se deres kolleger. Tankevækkende nok kan jeg ikke huske, at jeg har hørt nogen fortælle, hvor meget de har savnet deres chef.

Det er der en årsag til, siger Bruce Daisley. Der er mange chefer derude, som er virkelig dårlige chefer, også selv om de umiddelbart er ikoner. For eksempel tøver han ikke med at kalde Apples Steve Jobs for ’dickhead’, hvad der er hårde ord på britisk engelsk. Han gentager den gamle sandhed om, at folk ikke siger op fra deres job, men fra deres chef.

Bogens tredje del, om at skabe en arbejdspladskultur, der sitrer af energi og arbejdsglæde – på engelsk bruger han ordet ’buzz’, er den enkeltes og teamets ansvar, men det er i høj grad også chefernes.

Uanset den enkelte medarbejders eller gruppes gode intentioner og indsats kan en dårlig chef ødelægge kulturen. Den gode nyhed for lederne er, at der faktisk ikke skal så meget til, før det vender. Lederne kunne passende begynde med at læse denne bog. Ikke alene er den fyldt med gode råd, men den er fyldt med forklaringer på, hvorfor rådene er gode. En god kultur på arbejdspladsen er mennesker, der trives. Og er det ikke grund nok i sig selv, er det kreativitet, det er færre sygedage, det er flere gode idéer. Det er penge på bundlinjen. Mediebranchen er for presset til, at den har råd til at have røvhuller som chefer.

Anmelder: Susanne Sayers, selvstændig journalist

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen