Hvordan du gør, ikke hvordan det gøres

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Blog dig til synlighed – og salg
Forfatter: Louise Lamberth
Forlag: Frydenlund (184 sider, 249 kroner)

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser

Hvor meget suppe kan man lige koge på det at blogge? er et spørgsmål, der uvilkårligt rejser sig, når Louise Lamberths bog ’Blog dig til synlighed og salg’ på næsten 200 sider ligger øverst i stablen af sommerferielekture. Faktisk har jeg undskyldt bogens tilstedeværelse flere gange over for gæster og altid varmluftsskeptisk husbond: "Det er altså bare en bog, jeg skal anmelde – det er ikke, fordi jeg tror, at jeg skal til at tjene penge på at blogge". Men hvorfor egentlig ikke? Skal man tro Louise Lamberth, kan det at blogge nemlig skaffe os (der driver mindre selvstændige virksomheder) flere kunder i butikken, øget synlighed på nettet og flere ønskeopgaver for de rigtige kunder, og hvem vil ikke gerne have det?

’Blog dig til synlighed og salg’ er en velkogt bouillonterning, der opfordrer alle selvstændige uanset branche til at blogge som en naturlig del af det at drive forretning. For det kan jo godt være, at du har nogle prima varer på hylderne i din webshop, eller at du leverer ydelser eller konsultenttjenester af virkelig høj kvalitet, men hvis ingen kender til dit firmas tilstedeværelse, kan det jo være det samme. Her er bloggen ifølge Lamberth det helt rigtige værktøj til at øge kendskabet til din butik  (i stedet for at lave "kedelig-pæn markedsføring" i forsøget på at fremstå "(over)professionel"). Ikke via selvforherligende og søgeoptimeret selvfedme, "Det bliver hurtigt kedeligt at høre på pral", men ved at vise løsninger på problemer gennem gode historier (ikke som i solstråle- men ved brug af storytelling og følelser). Med Lamberths ord skal du fortælle, hvordan DU gjorde, ikke hvordan det gøres, og vel at mærke ikke til hvem som helst. En af bogens væsentligste pointer er nemlig, at du ikke skal "hjælpe alle med alt muligt", men derimod "give nyttige tips og opnå status som anerkendt fagmand", og det er da attråværdigt selv i min uambitiøse bog.

’Blog dig til synlighed og salg’ er skrevet i en lidt selvhjælpsbogsinspireret (men også meget charmerende og uhøjtidelig) stil og byder da også på skrækindjagende udsagn som "(…) men du skal sikre dig, at du aldrig er desperat. Kun populær", og personligt kan jeg godt blive lidt træt ved tanken om, at vi alle skal til at blogge for at skille os ud. Men med Louise Lamberths bog i bagagen er det i det mindste muligt at forsøge at gøre det kvalificeret og forhåbentlig til gavn, hjælp og ægte inspiration for andre. 

0 Kommentarer