Med perfekt timing er to biografier om Helle Thorning-Schmidt sendt på gaden. Forfatterne Noa Redington og Jakob Nielsen bruger vidt forskellige journalistiske metoder, og deres bøger kan dårligt sammenlignes. Vi prøver alligevel.

Helle Thorning-Schmidt har en politik. Det vil muligvis komme som en overraskelse for de politiske journalister, der i nogle år har forsøgt at få Socialdemokraternes formand til at åbne for posen. Men hun har altså en politik. En politisk vision er der ikke tale om, knap nok en politisk idé, men at Helle Thorning-Schmidt har en række gennemtænkte bud på tidens udfordringer, det får vi sat på plads i Noa Redingtons bog.

Og det er samtalebogens styrke. I 16 samtaler over to år har Noa Redington talt med Helle Thor­ning-Schmidt, og vi får mange synspunkter på EU, velfærd, værdier og politiske partier. Det er interes­sant visse steder, for eksempel får vi et nuanceret synspunkt på Irakkrigen og spændende iagttagel­ser om klima og østarbejdere. Andre steder bliver det for langt. Og det er genrens handicap: Det er lumsk kedeligt undervejs, det bliver for snakkende, for vennesælt, så det virker uredigeret, og som læser ærgrer man sig over de spørgsmål, der ikke bliver stillet. For eksempel om det komplicerede forhold til LO, som lavede den store aftale med VK-re­geringen og trak tæp­pet væk under Social­demokraternes strategi. Eller om det opslidende arbejde med at komme til en forståelse med Auken-fløjen. Når Helle Thorning-Schmidt nu ikke vil svare på de ømme spørgsmål, så stil dem i det mindste. Man kunne ligefrem efterlade et blankt felt på siden i bogen, hvor svaret skulle have stået, et billigt, men effektivt trick – dog næppe inden for rammerne af den venlige stemning mellem to fortrolige åndsfæller i Thorning-Schmidts hygge­lige hjem på Østerbro.

De manglende svar får vi til gengæld i Jakob Nielsens biografi. Vi får ikke kun de politiske holdninger, vi får også det private liv og magt­kampene, den slags som er underholdende – og relevant. Vi oplever Helle Thorning-Schmidts snigløb mod partifællen og veninden Charlotte Fuglsang i valgkampen til Europa-parlamentet, vi er helt tæt på i krisen under opgøret med Frank Jensen, som Thorning-Schmidt var på vej til at tabe, vi er med, når hendes unge ledelse kæmper for at neutralisere Auken-fløjen og må ofre den loyale Lotte Bundsgaard i magtkampen. Rele­vant? Ja. For år tilbage var det god tone at se ned på den slags journalistik – og så er den endda ba­seret på anonyme kilder. Tiden er imidlertid lø­bet fra den politiske korrekthed i journalistikken. Ikke kun fordi vi har krav på at kende vores politi­kere på godt og ondt, men også fordi politikerne ikke har ret meget ny politik at byde i disse år.

Efter læsning af de to bøger er det ikke blevet nemmere at forklare den grundlæggende politi­ske forskel på Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen. Vi kommer langt omkring, større krav til unge indvandrere, mere faglighed i skolerne og mere frit valg i den offentlige sektor. Thorning-Schmidt går ind for det. Det er dejligt, at en politiker kan og vil tale om politik, men det er en politik uden kant. Den substansdiskussion om politik, som mange politikere efterlyser, er hurtigt overstået i vore dage. Den findes næsten ikke. Så tror da pokker, kære politikere, at disse ugers valgkamp handler om spin frem for sub­stans.

De to bøgers genrer er vidt forskellige. Den ene bog er en række samtaler, den anden bog bruger både åbne og anonyme kilder. Den ene lader hovedpersonen fortælle selv, den anden redigerer virkeligheden. Den ene er – med al respekt – nem at lave, den anden kræver et hestearbejde af research. Så stor er forskellen på de to genrer, at det forekom­mer urimeligt at sammenligne. De to bøger må vurderes på deres egne betingelser. I det lys over­lever Redingtons bog, trods hårde anmeldelser i dagspressen. Vi lærer Helle Thorning-Schmidt bedre at kende. Men hvis man ønsker svar på det forunderlige spørgsmål: Hvordan kunne en næ­sten ukendt ung kvinde springe ud som Socialde­mokraternes statsministerkandidat, må man læse Jakob Nielsens bog. Her får vi historien om et menneske ud over det sædvanlige, om viljen til magt, om ekstrem selvtillid og råstyrke, om hårdt arbejde – og om den gamle sandhed, at held er noget, man opsøger. Jakob Nielsens bog er klas­sisk journalistisk håndværk, en uovertruffen di­sciplin, når arbejdet udføres ordentligt.

Jakob Nielsen, »Helle for magten«, Politikens forlag, 256 sider, 249 kroner

Noa Redington, »Den første«, People's Press, 314 sider, 249 kroner