ANMELDELSE. Filmbranchen, forlagene og festivalerne er rige på vigtige historier om penge og politik. Det opdager kulturjournalister bare sjældent, fordi det optager dem mere at forstå og forklare ånden i nye kunstneriske strømninger – og fordi de i øvrigt har tal-allergi, ikke orker aktindsigter og helst undgår granskende spørgsmål til de aktører, som de både skriver om og går til branchefester med.

Så galt er det fat i Norge, fastslår den mangeårige kulturjournalist Trygve Aas Olsen og kalder til kamp mod slattent mikrofonholderi og produktomtaler maskeret som journalistik. Ud fra en lang række eksempler fra norske medier taler han i sin nye bog indtrængende for, at kulturjournalistikken skal være mere undersøgende, vidensbaseret, kritisk, uafhængig og engagerende.

Om situationen er bedre eller værre i Danmark, er uklart. I 2011 viste en bog om dansk kulturjournalistik dog, at de ”objektive nyhedsgenrer” havde svært ved for alvor at vinde indpas på kultursiderne. En af forfatterne påviste desuden i sin ph.d.-afhandling, at kulturjournalister i Danmark ser sig selv som kulturformidlere – en afvigelse fra den klassiske journalistiske selvforståelse, som Aas Olsen tager kraftigt afstand fra.

I det hele taget bliver hans bog båret af en betydelig indignation over kulturtillæggenes dårligdomme, og som journalist er det svært ikke at få lyst til at følge de mange håndgribelige råd. Men her har vi så bogens store svaghed set fra et dansk perspektiv. Når Aas Olsen med udførlige screendumps forklarer, hvor let det for eksempel er at skaffe sig aktindsigt eller at finde teatres besøgstal, er det svært at anvende som dansker. Og når han gennemhegler dækningen af specifikke norske tv-kendisser eller kritiserer hjemlandets rockanmeldere fra 80’erne for at være et inkonsekvent meningspoliti, er det set gennem mine rød-hvide læsebriller mere kuriøst end brugbart.

Trods Aas Olsens glødende ambition om en bedre kulturjournalistik og hans mange konkrete bud på, hvordan det bør gøres, kan ’Kritisk kulturjournalistikk’ således ikke anbefales ubetinget som lærebog på danske journalistuddannelser. Den kan til gengæld fint læses af kulturjournalister, der gerne vil have deres rolleforståelse rusket igennem. Især hvis de kan leve med, at forfatteren hist og her agiterer mere, end han argumenterer.

Kritisk kulturjournalistikk
Trygve Aas Olsen
IJ-forlaget/Cappelen Damm Akademisk
172 sider, 289 norske kroner

Mikkel Arre er musikskribent og redigerende hos Passive/Aggressive