En ellers udmærket mandag morgen er der mange, der spørger sig selv, hvad meningen egentlig er med at gå på arbejde. Der er oplagte svar i kategorien ’man skal jo tjene nogle penge og betale nogle terminer’. Og her handler det ofte om at realisere ydre og målelige mål som penge, prestige og forfremmelse. Så er der de ikke-målelige. De indre mål, der handler om arbejdsglæde og gnist – kort sagt om, hvordan man finder sine styrker og skaber den bedst mulige og lystfyldte fremtid i sit arbejdsliv.
Det er store ord i en krisetid, hvor mange er glade for overhovedet at have et arbejde og at være småmuggen om mandagen. Men det er ikke desto mindre den diskussion, som ekstern lektor ved Aarhus Universitet/DPU Mads Bab inviterer sin læser til at deltage i.
Vores styrker er ikke nødvendigvis det, vi er bedst til, hævder Mads Bab. Det er derimod det, der giver os energi, drivkraft og følelsen af autenticitet, så vi kommer til at føle os hjemme i vores arbejdsliv. Vores styrker hænger nemlig tæt sammen med personlighed og integritet, hvorfor Mads Bab smider strategien med at forsøge at kopiere den kollega, der befinder sig lunt og godt under chefens griselampe, direkte på porten. Den duer ganske enkelt ikke. Man skal hverken kigge op, ned eller til siden. Man skal kigge ind i sig selv.
Der er et hav af selvhjælpsbøger derude, der tilbyder at hjælpe med hvad som helst, både privat og professionelt. Problemet med mange af dem er, at de får det til at lyde meget nemmere, end det i virkeligheden er. Således også Gnist i arbejdslivet. Men den er andet end blot en samling mere eller mindre subjektive råd, og befriende nok lover den ikke nogen form for quick fixes. Den står på skuldrene af den positive psykologi, som forsøger at forstå de faktorer, der frigiver menneskeligt potentiale frem for at forstå de faktorer, der fjerner psykiske lidelser. Og Mads Babs gode råd – og de er vitterligt gode – baserer sig på forskning og evidens, og han accentuerer, at det er hårdt (og nødvendigt) arbejde at finde sin professionelle gnist. Der skal knokles, reflekteres og rettes ind. Gerne i selskab med andre, som hverken behøver være coaches eller erhvervspsykologer, men derimod sagtens kan være kolleger eller venner. Bogens mange øvelser – nogle mere håndgribelige end andre – er forsynet med svarplads, der står med sine provokerende blanke linjer og tigger om at blive fyldt ud. Og hvis man sidder på sin pind med en fornemmelse af, at man ligger inde med et større potentiale, end man realiserer i sit arbejdsliv, kan der være vældig god musik i rent faktisk at fatte en pen og gå i gang.
Gnisten i arbejdslivet – veje til at finde, forstå og forankre dine styrker
Mads Bab
Dansk Psykologisk Forlag
200 sider. 298 kroner
Lotte Kirkeby Hansen er freelancejournalist
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.