Jeg må nok indrømme, at jeg havde fået skruet mine forventninger lidt for højt op, da jeg tog til Odense for at se en nyåbnet udstilling på Brandts Klædefabrik, Mediemixeren.

ANMELDELSE. Jeg besøgte udstillingen i den forventning, at jeg skulle opleve lidt af den samme begejstring for nyhedsformidling, pressefotografiet og de nye mediers uendelige muligheder, som jeg tidligere på året havde oplevet på museet Newseum i Washington. Jeg blev slemt skuffet.
Den første del af udstillingen handler om japanske mangategneserier. Jeg troede et øjeblik, at jeg var gået forkert. På så lille en udstilling om medier virker det en anelse malplaceret, at en debat om japanske tegneserier skal være introduktionen.
Udstillingens helt store attraktion er et tv-studie, hvor man kan blive interviewet af selveste Jes Dorph-Petersen eller Louise Wolff fra DR. Jeg var dog næsten lige ved at tabe modet, da jeg så demonstrationsvideoen ude foran studiet. Her var den ellers meget venlige og storskæggede kustode forsøgskanin. Hver gang videooptagelsen af Jes Dorph-Petersen havde stillet et spørgsmål, svarede kustoden tilbage med en enkelt sætning. Og så var der ellers pinlig tavshed i de to efterfølgende minutter, indtil båndoptagelsen af Jes Dorph gik i gang igen. Jeg besluttede mig for at sætte mig i den varme stol over for Louise Wolff i et naivt håb om, at de lange pauser enten ville være lidt kortere, eller at jeg ville formå at fylde dem bedre ud. Heldigvis var det langt sjovere at lege interviewoffer, end det så ud til på demonstrationsvideoen. Jeg fik komisk nok tungen godt på gled af den smilende og entusiastisk nikkende båndversion af Louise Wolff.
Teknikken på museet virkede ikke helt optimalt den dag, jeg var forbi, så jeg opgav at redigere interviewet, selv om det vist var meningen. Næste stop på museet var ved en computer med en skattekiste af gamle tv-klip med alt fra interview med en bly 17-årig Gitte Hænning til den første tv-avis nogensinde. Derfra gik turen videre ind i et andet tv-studie, hvor jeg først skulle vælge, om jeg ville rapportere til et børneprogram, dronningens fødselsdag eller noget helt tredje. Jeg valgte dronningens fødselsdag, men måtte gøre vold på min journalistiske integritet, da jeg dernæst skulle svare på, om jeg ville foretage en republikansk eller royalistisk dækning. Meget modvilligt valgte jeg den royalistiske dækning og skulle så læse bevidstløst op fra en teleprompter om hendes majestæts betydning.
Det er et sørgeligt indtryk, udstillingen efterlader af, hvordan journalister arbejder.
Det virker, som om folkene bag udstillingen ikke har besluttet sig for, om de vil lave udstilling om medier eller om journalistik. En klarere vinkling og en større kærlighed til journalistikken ville klæde Mediemixeren. Udstyret og potentialet er der.

Det interaktive mediecenter Mediemixeren
Brandts Torv 1, Odense