Hurra for videnskab.dk

Bog: Forfatter: Forlag:

I fem år har videnskab.dk beriget sine læseres liv med tilsyneladende unyttig viden om alt fra søsneglen Chromodoris reticulatas særlige forplantningsstrategi (penis falder af efter sex og erstattes af en ny) til, om computerspil gør teenagere asociale (det korte svar er nej).

Femårsdagen for videnskab.dk skal selvfølgelig fejres, og det bliver det blandt andet med udgivelsen af denne lille håndbog, der samler det vigtigste, folkene bag sitet har lært om den til tider svære kunst at gøre videnskabens resultater tilgængelige for de interesserede, men ofte næsten forudsætningsløse lægfolk.

Har man en journalistisk baggrund, kan man måske opfatte gennemgangen af grundbegreber som nyhedskriterier, genrer, vinkling og målgruppe som banal eller overfladisk. Men sådan ser det måske også ud for den forsker, hvis viden har fået en tur gennem mediemøllen – man har en tendens til at glemme, at den faglighed, man selv er en del af, ikke er almen viden.

Men Slip din viden løs nøjes ikke med at gennemgå de journalistiske grundbegreber, den sætter dem i relation til forskningsformidling i kort og klart sprog og med gode eksempler. Undervejs møder læseren desuden nogle af videnskab.dk’s yndlingsforskere, som fortæller om deres egne erfaringer med videnskabsformidling.

Bogen sætter plads af til både skriftlig og mundtlig forskningsformidling og dedikerer desuden et helt kapitel til at klæde forskeren på til den dag, journalisten ringer og beder om en kommentar. Det er noget, mange forskere helst vil være fri for – af mange grunde. Forholdet mellem de to faggrupper er ofte anstrengt, men det skyldes ifølge bogen primært manglende forståelse for faggruppernes forskellige arbejdsmetoder og mål. Journalister kan med fordel læse med i dette kapitel, om ikke andet så for at få en fornemmelse af, hvordan standen (kan) opleves udefra.

Som læser kunne man godt ønske, at eksemplerne var lidt længere, eller at de interviewede forskere fik lidt mere plads til at udfolde fortællingerne om konkrete videnskabsformidlende projekter. Dels fordi deres overvejelser er principielt vigtige, dels fordi de er elementært spændende, også for ikke-forskere. Men her i bogen må vi nøjes med konturerne af dem.

Men det er en mindre indvending til en ellers flot lille bog. Som også skal leve på nettet, for i bedste 2013-stil har den fået sin egen Facebook-side. Håbet er, den fremover vil danne rammen om diskussioner om videnskabsformidling, og det ønskes den al mulig held og lykke med herfra.

Stort tillykke til videnskab.dk med femårs fødselsdagen og med bogen. Jeg glæder mig til flere historier om bløddyrenes fascinerende kønsliv.

Slip din viden løs – Håndbog i faglig formidling
Peter Hyldgård m.fl.
Forlaget Ajour og videnskab.dk
96 sider, 198 kroner

Stine Grynberg er anmelderredaktør på fagbladet Folkeskolen og desuden cand.mag. i historie med speciale i historieformidling.

 

0 Kommentarer