ANMELDELSE. Gennem fem år i Bruxelles var Erik Høgh-Sørensen er særdeles skarp, kritisk og myreflittig EU-korrespondent for Ritzau. Det er derfor med store forventninger, man kaster sig over hans nye bog om årene i Bruxelles. Forventninger om insidehistorier, anekdoter og skarpe analyser. Desværre indfries de kun delvis.
Ideen om en opsamling af journalistiske erfaringer er oplagt. For selvfølgelig er der meget, man ikke kan fortælle i den daglige nyhedsstrøm i Ritzau-formater.
Erik Høgh fortæller veloplagt om sine oplevelser. Som da superkommissæren Marian Fischer Boel på en landevej i Bordeaux steg ud af bilen og konfronterede en flok vinbønder verbalt midt under en demonstration mod EU’s forslag om en vinreform. Eller da Per Stig Møller på et pressemøde under Muhammedkrisen råbte ”Hvor er Høgh-Sørensen, den klamphugger?”
Men EHS holder sig ikke til journalistiske erfaringer og analyser – bogen ender som et politisk manifest med ni krav til en ny dansk EU-politik. Han bevæger sig undervejs ud ad så mange tangenter, at man har svært ved at se den røde tråd.
Og dog: Den røde tråd viser sig at være en opsamling af næsten alt, der ikke fungerer i EU – og det er som bekendt en hel del – og som yderligere peger hen mod tab af dansk suverænitet.
”Suveræniteten fosser ud af statskassen”, skriver EHS et sted. Hans bedste eksempel er Lissabontraktaten og den folkeafstemning, vi ikke fik i Danmark. Sådan set et godt eksempel, for naturligvis blev der fiflet, da regeringen Fogh Rasmussen i 2007 satte juristerne i gang med at omformulere traktatteksten, så man kunne undgå det juridiske krav om en folkeafstemning. Men det er ikke nyt, og kritikken er slet ikke ny. Den var stærkt fremme allerede i 2007.
EHS holder sig ikke tilbage med verbale tæsk. Connie Hedegaard har ikke fået et ben til jorden i Kommissionen, de 13 danske EU-parlamentarikere har ingen indflydelse og er som ”små saltkorn, der opløses i vand”, og en stor del af de danske journalister ”testes EU-positive” – de er alt for ukritiske og befinder sig åbenlyst på ja-siden. Her kunne det være interessant med et par detaljer om forfatterens testmetoder. Hvor mange korrespondenter indgår? I hvilken periode er de testet? Hvordan? Trods det ellers omfattende noteapparat får vi ingen svar.
DR’s Ole Ryborg er ifølge EHS eksemplet, der personificerer den skæve dækning. Han rapporterede unuanceret om Bankunionen og om folkeafstemningen i Schweiz. Og værst: Ole Ryborg stod med tårer i øjnene, da det i 2005 var klart, at Forfatningstraktaten var blevet nedstemt. Ikke noget forfatteren selv oplevede, men fortalt gennem DR’s tidligere korrespondent Christian Howard-Jessen. Kritikken bliver decideret skinger, når EHS henviser til Uffe Elleman-Jensens tale ved uddelingen af Den Berlingske Fonds Journalistpris til Ryborg tidligere i år. ”Dersom Ellemann kan lide ens EU-journalistik, har man et problem med at levere tilstræbt objektivitet.”
Trods disse svagheder kan bogen anbefales på grund af de interessante insidehistorier, talrige eksempler på pedantisk dansk implementering af EU-lovgivning og fine afsløringer af europæisk ”bullshit lingo”.

Mod vinden. Danmarks plads i Europa
Erik Høgh-Sørensen
Nyt Nordisk Forlag

John Frølich er journalist og lektor ved DMJX