Skriv og bliv læst er simpelthen for simpel. For den toptrænede kommunikatør, vel at mærke. For den uøvede vil bogen til gengæld kunne fungere som biblen, intet mindre.
ANMELDELSE. For et par år siden sendte jeg et artikelforslag til medlemsmagasinet for en markant dansk interesseorganisation. Min mail var venlig og forslaget gennemarbejdet.
Svaret fra redaktøren lød: »Dit forslag har absolut ingen interesse for XXX«. Av!
Redaktøren havde (og har måske stadig) et problem med kommunikationen. Derfor er det heldigt, at bogen Skriv og blev læst har et længere afsnit om kunsten at skrive breve. (PS, det handler blandt andet om at være venlig).
Skriv og bliv læst i 3. udgave har netop ramt en internetboghandel nær dig. Og umiddelbart forstår jeg successen. Bogen er skrevet i et letforståeligt sprog (som forfatterne også anbefaler), den er overskueligt opbygget, og så flyder den nærmest over med gode råd til, hvordan du bliver en bedre skribent.
Og netop de mange gode råd red mig som en mare. Bogen flød over med banaliteter – for eksempel om, hvordan man sætter tegn i sin tekst (jeg håber ikke, at der er kommafejl i denne anmeldelse). Men så slog det mig: Jeg er måske heller ikke bogens primære målgruppe.
Skriv og bliv læst dykker nemlig grundigt ned i alle mulige – og umulige – former for kommunikation. Med en tættekam gennemgår forfatterne alt fra layout af et fysisk brev over Dansk Sprognævns betydning for modersmålet til levende sprog i faglige artikler.
Og her blev sømmet ramt på hovedet for mit vedkommende. Bogens umiddelbare målgruppe er folk, der arbejder med sproget som et nødvendigt onde. Det kan være den offentlige embedsmand, der ikke skriver artikler til daglig, men som er blevet bedt om at skrive et letforståeligt cirkulære, eller folkeskolelæreren, som vil forklare et forældrepar, hvorfor lille Søren ikke længere må have matematik med resten af 7.B.
På den anden side …
Journalisten og kommunikatøren, der hver dag gurgler mund i sproget, kan også få noget ud af Skriv og bliv læst. Specielt første del, hvor forfatterne giver 10 gode råd til at forbedre sproget. Guldkornene har forfatterne ikke selv opfundet, men genopfriskningen af alt fra at dræbe darlings til "don't tell it – show it!" kan vi alle sammen nyde godt af. Spørgsmålet er så: Er 10 gode råd nok til at hive læderet op af baglommen? Denne signatur ryster let på hovedet. Skriv og bliv læst er simpelthen for simpel. For den toptrænede kommunikatør, vel at mærke.
For den uøvede vil bogen til gengæld kunne fungere som biblen, intet mindre.
Skriv og bliv læst. 3. udgave
Ellen Bak Åndahl og Susanne Nonboe Jacobsen
Frydenlund
275 sider, 249 kroner
Søren Frandsen er freelancejournalist
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.