Anmeldelse af Olav Hergel: Flygtningen

Hvad gør du, hvis en flygtning banker på? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i journalist Olav Hergels skønlitterære debutroman "Flygtningen". En dansk journalist – den kønne og ganske erotiske Rikke Lyngdal (hun spiser mænd til frokost!) – er udsendt for Morgenavisen Danmark til den danske militærlejr i Irak. Hun kidnappes, billederne ryger verden rundt. Hun udsættes for tortur og slipper fri.

Uden at der skal afsløres for meget af denne politisk-journalistiske thriller, vender hun hjem, men en iraker følger med.

Rikke Lyngdal tvinges til at træffe nogle personlige valg i en grum verden, hvor inkompetence og politiske modstandere findes alle steder – også blandt kolleger. Hun klarer sig, men skal selvfølgelig gå grueligt meget igennem og får hjælp fra ganske uventet kant i slutningen af romanen.

Olav Hergel var velskrivende i sine mange år på Berlingske Tidende. Han søgte – og fik – i fjor asyl på Politiken. Forfatteren har givet hentet stor inspiration fra sin gamle arbejdsplads i sin beskrivelse af Rikke Lyngdals arbejdsplads, Morgenavisen Danmark. Man forstår, at de to parter måtte skilles. Beskrivelsen af chefredaktør, mellemledere, marketing-strategier og projekt tættere til læserne har sine steder en strøg af satire over sig, og sine steder anes en personlig bitterhed. Det skæmmer indimellem. Andre gange læses det med stor fornøjelse.

Olav Hergel har på andre måder hentet stor inspiration fra virkeligheden. Trods navne- og kønsskift er adskillige politikere genkendelige. Han oplyser selv, at mange citater i romanen er hentet fra virkeligheden. Lige nøjagtig hvilke er ikke afgørende for læseoplevelsen, og det tjener Hergel til ære.

Romanen er først og fremmest en politisk roman. Den handler om den danske flygtningepolitik, og det skjules ikke, hvad der er forfatterens personlige holdning.

Hemingways gamle råd om, at tekster er som et isbjerg – ti procent af budskabet skal ligge i teksten og resten under – har Olav Hergel taget til sig. Han har blot vendt det på hovedet. 90 procent af budskabet ligger i teksten og smides i hovedet på læseren – uden mulighed for egen tolkning. Mindre kunne godt have gjort det.

Mange steder i romanen føler man, at man er havnet midt i en kronik i Dagbladet Politiken. En af de politiske konklusioner i romanen refereres flere gange som et omskrevet citat hentet fra den tidligere engelske fodboldspiller Gary Lineker, som engang sagde, at fodbold var enkelt: En masse hold spiller mod hinanden, og til sidst vinder tyskerne. I Olav Hergels politiske verden er det blevet til, at en masse politiske partier kæmper om flygtningepolitikken og Dansk Folkeparti vinder til sidst. Begge analyser er skræmmende rigtige.

Romanen er elementært spændende og trods sine knap 400 sider hurtigt læst. Olav Hergel takker til sidst tre kolleger for at have gjort romanen kortere, end han selv magtede. De burde have gjort en større indsats og skåret 25 procent mere. Det havde historien og Hergel fortjent.

Olav Hergel: Flygtningen, Lindhardt og Ringhof, 395 sider, 299 kroner.