search

Hellere lykkes med lidt end kludre i en hel masse

Bog: Forfatter: Forlag:

I betragtning af, hvor meget Berlingskes og Politikens lokalaviser ligner hinanden på papir, er det overraskende, at mediehusene har valgt så forskellige tilgange til publicering på nettet.
DinBy.dk er et ambitiøst forsøg på at skabe en borgerportal med omfattende interaktion og med kobling ikke blot til den lokale ugeavis, men også til tjenester uden for Berlingske Medias direkte interessesfære. Brugeren kan vælge sin egen lokale udgave, der automatisk bliver startside, hvilket opleves som et plus. Journalistikken trænges imidlertid lidt i baggrunden af de mange slags servicestof.
I modsætning hertil har Lokalavisen.dk fælles website for alle Politikens lokalaviser, fravalgt enhver form for brugerinddragelse og personalisering for at satse helhjertet på journalistik – såvel den klassiske med tekst og billeder som i form af web-tv. Og øjensynlig med et vist held: Lokalavisen.dk var i 2009 Danmarks hurtigst voksende website, målt på antal brugere, og vandt desuden foreningen Ugeavisernes pris for årets bedste lokale nyhedshistorie.
Det er dog ikke alt på Lokalavisen.dk, der kandiderer til den type udmærkelser. Sladderstof på (nej, under) Se & Hør-niveau samt forsidens høje frekvens af sex-relaterede henvisninger er givetvis med til at booste den flittige trafik.
Lokalavisen.dk har et kompakt udtryk og udstråler effektivitet. Formen kan hverken kaldes elegant eller særlig karakterfuld, men det meste virker. Dog med drop down-menuen til de lokale nyhedssites, der fortsætter ud af skærmbilledet, som en uheldig undtagelse, der – formentlig utilsigtet – antyder prioriteringen af fælles stof frem for det snævert lokale.
DinBy.dk har netop fået nyt design med en flot udnyttelse af RGB-farvepaletten og et mere professionelt look, hvor der desuden tilstræbes en grafisk sammenhæng mellem net- og papirudgave, altså Berlingskes lokale ugeaviser. Sitets forside virker lidt uklart disponeret, og pladsen kunne bestemt udnyttes bedre, men grundstrukturen er enkel og overskuelig.
Det gode indtryk afløses desværre hurtigt af irritation, hvis man forsøger at bruge sitet.
Intentionerne med DinBy.dk forekommer både rigtige og tiltalende, og fra udlandet kendes eksempler på aviser, der har transformeret deres websites til velfungerende borgerportaler. I tilfældet DinBy.dk er afstanden mellem ambitioner og faktisk formåen – eller muligvis ressourcetildeling? – imidlertid så stor, at denne anmeldelse ville kunne fyldes med eksempler på ting, der ikke fungerer efter hensigten. Pladsen tillader kun et enkelt: Under det lille Google-kort over brugerens lokalområde popper klikbare overskrifter fra samme område frem. Fint og interessevækkende. Uheldigvis bringer klik på samme overskrifter mig ikke videre til den pågældende nyhed, men til en historie om Slagelse Idræts Råd. Hvilket føles mindre vedkommende, når man bor i Hundested.

www.lokalavisen.dk og www.dinby.dk er besøgt i perioden 26.4.-26.5.2010 med Firefox/Mac OSX samt Internet Explorer/Windows Vista.


Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen