Newseum er et drøm af et museum for enhver journalist, der har bare den mindste interesse for sit eget fag.

ANMELDELSE. I modsætning til mange andre museer i Washington D.C. skal der betales entré. Der er ingen kære mor ved skranken. Museet lader heller ikke gæster med et dansk pressekort slippe gratis ind. Men sikken en belønning, der venter. Museet består af seks etager med udstillinger om næsten alt, hvad man kan forestille sig om medier og nyheder.
Tre af verdens største glaselevatorer fragter museumsgæsterne op til sjette sal, hvor rejsen i nyhedernes verden begynder. Heroppe er udsigten over hovedstaden helt eminent, men det, der virkelig er værd at beskue, er en lang væg, hvor dagens avisforsider fra alverdens lande er hængt op side om side. Selv hvis man ikke læser arabisk, hebraisk, kinesisk eller spansk, så er det et fascinerende overblik over, hvordan verden ser ud på en og samme dag set fra så mange forskellige lande og perspektiver.
Herfra ledes gæsterne videre ned til femte sal, hvor 500 års mediehistorie oprulles. Gå ikke glip af oversigten over journalister, der har svindlet og bragt falske historier i så lødige medier som blandt andet New York Times.
På fjerde sal findes den udstilling, som jeg længe har drømt om at se, men ikke vidste fandtes, før jeg kom til Newseum. En del af etagen er afsat til en udstilling om de journalister og fotografer, der var på arbejde i New York den 11. september 2001, da flyene ramte. En kortfilm med interview med de journalister, der løb imod katastrofen og ikke væk fra den, kører i en båndsløjfe. De fleste besøgende går ud af rummet med tårevædede øjne efter at have hørt om, hvordan rutinerede journalister gjorde deres yderste for at bringe professionelle og fyldestgørende reportager ud til publikum, samtidig med at deres eget verdensbillede krakelerede. Mest tankevækkende er dog et foto, som blev taget af fotograf William Biggert. På hans sidste foto vælter en gigantisk sky af byggemateriale ned fra det nordlige tårn mod linsen og beskueren. William Biggerts kamera og film blev fundet i ruinerne tre dage efter angrebet.
Amerikanske museer er generelt de danske museer overlegne, når det kommer til formidling og aktivering af gæsterne. Det gælder især Newseum. På tredje sal kan gæsterne prøve kræfter med, hvordan det er at være live reporter. Der er stillet seks bokse til rådighed med kameraer og teknisk udstyr fuldt på højde med, hvad man finder på de fleste danske lokalredaktioner.
På etagen nedenunder kan børn og barnlige sjæle prøve computerspil, som tester, om de har, hvad der skal til for at blive nyhedsreporter. Opgaven i et af spillene er at finde ud af, hvem der har sluppet dyrene ud af et cirkus og hvorfor. En vred redaktør dukker op i spillet, hver gang spilleren vælger at spørge til holdninger, og giver ros, når spilleren spørger ind til fakta. Lykkedes det til sidst at vælge den rigtige rubrik, er belønningen en fin forside. Præcis som i den virkelige verden.
På den nederste etage finder man den største samlede udstilling med Pulitzer-vindende fotografier. Det er en formidabel visuel gennemgang af mindst de seneste 60 års historie. Samtidig får man historierne om, hvordan de mange velkendte fotos blev til.
Heldigvis gælder billetten til Newseum i to dage, og der er nok at se på og meget mere end nævnt her. Blandt andet en udstilling om sportsfotografier og en anden om dækningen af Murens fald i Berlin. Hvis du alligevel skal en tur til New York, så er et besøg på Newseum i sig selv turen til Washington på fire en halv time hele rejsen værd. Det er lige før, at Newseum er hele turen til USA værd. Min rejseledsager, der ikke er journalist, men politisk og samfundsmæssigt interesseret, var præcist lige så begejstret som jeg.

Newseum blev besøgt i juli 2010.