Selv om konceptet kan lyde som en af Selvsvings parodier på kaospiloter, fungerer det utroligt godt, og jeg glæder mig til at se det igen. 

ANMELDELSE. Medieverdenens seneste hybrid er et journalistisk magasin opført som sceneshow. Arrangementet hedder Zetland Live. Selv om konceptet kan lyde som en af Selvsvings parodier på kaospiloter, fungerer det utroligt godt, og jeg glæder mig til at se det igen.
Et eksempel var magasinets gadget-element om Stradivarius-violiner. Først fortalte en af arrangørerne, Jakob Moll, om, hvordan en violin kan koste 10 millioner kroner. Herefter var der et kort live interview med en violinist, der stod med vidunderet i hånden og gav et nummer til sidst. Det kunne ikke have ladet sig gøre i et papirmagasin, og det ville ikke være sket til en klassisk koncert. Men det havde henholdsvis den gode historie og nærheden fra de to verdener.
I alt var der 14 små indslag på mellem 2 og 12 minutter. Fælles for langt størstedelen af dem var, at de var gennemarbejdede og havde den skarpe journalistiske prioritering, som desværre ofte ryger fløjten, når folk stiller sig op på en scene. Tilsammen nåede de følelsesregistret rundt, og som med et godt papirmagasin var jeg konstant spændt på næste opslag.
Zetland vil gerne være et journalistisk laboratorium, og genremikset tvinger fortællingerne væk fra de traditionelle skabeloner. "Indholdsfortegnelsen" på magasinet var en Jørgen Clevin-inspireret lille film. Man blev ikke specielt klogere på indholdet, men jeg fik lyst til at lave en tegnet indholdsfortegnelse i et nummer af Journalisten.
Og hvorfor skal casen altid hives frem i starten af en historie? Lea Korsgaard, der er en af arrangørerne bag, berettede om Wilhelm Reichs orgasmeboks Orgonakkumulatoren. Efter at have koblet Sean Connery, eks-kansler Willy Brandt og hele beatgenerationen til orgasmeboksen, nåede hun til Wilhelm Reichs død og den naturlige slutning på fortællingen. Først her bringer hun den danske kvinde, der har prøvet orgonakkumulatoren, ind på scenen, som et overraskende klimaks i historien.
Jeg håber, at Zetland Live kan fungere som en slags haute couture-journalistik, hvor eksperimenterne inspirerer og til sidst ender på hylderne i mediebranchens svar på H&M. Der var i hvert fald rigeligt med mediefolk blandt publikum, som kunne lade sig inspirere. En uvidenskabelig optælling viste en journalist-koncentration i billetkøen, der var på højde med mediebyens toiletkø på Roskilde Festival.
Det er Zetland Lives største problem. Det ellers gode indhold ser ikke ud til at komme meget længere end til de moderne-fællesskabsorienterede i den kreative kaste.
Derfor lyder det også forkert, når Zetland Live siger, at de har et princip om, at god journalistik skal være tilgængelig for alle. Jeg stiller mig skeptisk over for, om intimforestillinger i Cinemateket og Skuespilhuset reelt er tilgængeligt for Maren i Kæret eller bare Politiken-læseren fra Vanløse.
Samtidig har Zetland Live et princip om, at arrangementet ikke må optages. Det bygger på en ide om, at historien bliver mere intim, hvis den ikke dokumenteres, og den ikke kan genopleves. Tanken er sympatisk, men journalistik bør hænge uløseligt sammen med tilgængelighed.
Zetland Live lader til at have hentet noget af inspirationen fra det amerikanske radioprogram This American Life. Programmet har haft succes med at opføre lignende live-shows og efterfølgende podcaste de dele af showet, der gav mening som radio. Zetland Lives succes kunne muligvis også blive en mere folkelig en af slagsen, hvis de gjorde det samme.

Denne udgave af Zetland Live blev opført i Skuespilhuset den 24. maj. Hver udgave opføres kun én gang. Næste chance er 14. september på Statens Museum for Kunst.

Emil Ellesøe Ditzel er journalist på Journalisten