Anmeldelse af  Michael Klint og Christian Andersen: Hævet over mistanke.

Som tv-journalist skal man nogle gange passe på med at blive alt for opstemt over egne eller andres evner. For det smitter. Og pludselig står en hel gruppe mandlige journalister og bliver enige om, at de alle er temmelig godt udrustede. Men jeg tager nu chancen alligevel og lyner ned for en uforbeholden begejstring for Michael Klint og Christian Andersens dokumentariske krimi "Hævet over mistanke".

I en for mig nyskabende stil fortæller de med stor ærlighed og ikke mindst begsort humor om deres årelange arbejde med at afsløre politiets og juristernes lange hale af løgne og cover-ups i sagen om Jens Arne Ørskov. Han dør i politiets varetægt en juniaften i 2002. På mindre end et par timer går Jens Arne Ørskov fra at være en lidt for fuld og højtråbende glad ung mand til en byfest i Løgstør til at ende som ensom, bange og døende på bagsædet af en politibil ved en forladt nordjysk rasteplads.

En fuldstændig klassisk foræring af en historie, som de to journalister ikke er sene til samle op og behandle på eneste rette måde. Afsløring efter afsløring strømmer ud i to dokumentarudsendelser, adskillige nyheds-indslag og artikler. Godt hjulpet på vej af noget så sjældent som en heltinde fra velfærdssamfundets randområde, der går længere, end de to journalister selv tør eller tør håbe på. Nemlig Jens Arne Ørskovs mor, som nægter at give op i kampen for at finde sandheden om sin søns død.

Med det udgangspunkt fører de to forfattere læseren igennem et stykke journalistisk danmarkshistorie, der burde være depotmedicin til enhver journalist og ikke mindst jurist, der vil mere end blot tale om at gøre en forskel. Jeg kan og skal ikke gennemgå sagen i alle dens for et retssamfunds pinlige afsløringer. Blot konstatere, at de to journalister har modtaget en velfortjent cavlingpris for deres arbejde, og Jens Arne Ørskovs mere end modige mor har fået fri proces til en sag mod Løgstør Politi og Justitsministeriet.

Inden gode kolleger, statsadvokater og politifolk nu begynder at konspirere og hakke denne anmeldelse over, skal jeg nok selv vandre i gabestokken og erkende mine synder. Jeg betragter både Michael Klint og Christian Andersen som mere end blot almindeligt gode venner. Vi har gennem årene kendt hinanden i alle mulige og umulige konstellationer, både privat og professionelt. Så i enhver forstand burde jeg smøre mig ind i inhabilitet. Men de to forfattere tramper selv rundt i mit og andre private gemakker og journalistiske overvejelser, så jeg følger gerne efter. Bogens styrke, ud over de journalistiske afsløringer, er netop forfatternes rå og nøgne betragtninger om livet som tv-reporter. Med sadomasochistisk fryd kan jeg se mig selv og mange andre udleveret med både kærlig og blodig hånd. Det kræver mod at sige det, som alle andre levebrødsjournalister kun tør hviske over en flaske Zinfadel. At Jens Arne Ørskovs mor måske er lidt for tyk til tv, og at en anden kilde kan være utroværdig, fordi han trænger til et bad, er befriende læsning. Fortalt uden omsvøb, men stadig med det vigtigste af alt; respekt for kilden.

På den måde bliver "Hævet over mistanke" også en guidet tur rundt i de små troldmænds værksted. Det er ikke altid kønt at se sig omkring i kynikerens og den lille skaldedes verden. Men det er stærkt underholdende og lærerigt.

"Hævet over mistanke", Michael Klint og Christian Andersen, DR, 264 sider, 249 kroner.