Bog: Punktum
Forfatter: Olav Hergel
Forlag: Politikens Forlag (494 sider, 300 kroner)

Anmelder: Lotte Kirkeby Hansen, freelancejournalist og forfatter

Johannes V. Jensen mente, at det eneste fag, der sømmer sig for en mand, er journalistik. Og det udsagn erklærer hovedpersonen i Olav Hergels roman ’Punktum’ sig 110 procent enig i. Mikkel Haslund er nemlig journalist med et J af de helt store. Han er en kendt og elsket signatur på Berlingske, avisen er hans liv, og han er intet uden sin byline. Men han er også en klassisk Rasmus Modsat, der nægter at lave pudderjournalistik og næppe ville blive kaldt omstillingsparat. Han hader nemlig nettet, de hurtige nyheder, de mange platforme og den evige jagt på klik. Og han har svært ved at finde sig til rette på en avis, hvor revisorargumenter har fortrængt personligheder.

Men så lander der en god historie på hans bord. Om en 59-årig gartner fra Høje Taastrup, der bliver fyret for at ryge på en bænk på kommunens område. Det er Marie Rode, tidligere radikalt håb og muligt kommende ministeremne, der står bag. Med til historien hører også Rodes mand, der er økologisk landmand med succes og leverancer til landets førende restauranter – og massevis af østarbejdere ansat. Samt en utilpasset teenagedatter, adopteret fra Kina, en kræftsygdom og en luksusluder – og en presse, som vil vælte, hvad væltes kan, og som ikke skyr nogen midler.

Det er en fuldfed og fascinerende roman, Olav Hergel har skrevet. Den skildrer en mand og hans kærlighed til et fag, der er under forvandling – et fag, hvor etik og moral er blevet erstattet af en kamp om klik, hvor historier konsekvent bliver ringet hjem, og hvor dobbeltmoral har fortrængt ånd. Og hvor Mikkel Haslund i forsøget på at følge trop bliver tvunget til at gradbøje sine principper …

’Punktum’ er elementært underholdende, eminent velskrevet og elegant i sin nådesløse kritik af den danske medieverden anno 2016. Skriv hårdt og klart om det, der gør ondt, sagde Hemingway, og det er præcis det, Hergel gør. Dog med en del flere ord end Hemingway, og man kunne godt have pillet en løbetur eller to ud. Men omvendt gør Olav Hergel sig umage med at gestalte sine personer, og han viser, at man sagtens kan plotte en roman hårdt uden at give køb på den psykologiske persontegning, hvorfor romanen sagtens kan læses af folk, der ikke interesserer sig specielt for journalistik. Om end de folk, der gør, får en ekstra dimension med under læsningen og nikker genkendende til en del af persongalleriet, som virkeligheden har leveret inspiration til. Enhver lighed med nulevende personer, institutioner og medier er nemlig, som Olav Hergel indledningsvis skriver med den tyske forfatter Heinrich Bölls ord, hverken tilsigtet eller tilfældig, men uundgåelig.