Bog: Fra studie til arbejdsliv 
Forfattere: Line Palle Andersen og Helle Bach Riis 
Forlag: Frydenlund (159 sider, 229 kroner)

Anmelder: Christopher Bering Baden, juniorkonsulent i DJ, kandidatstuderende i Uddannelsesvidenskab

Jeg er stor fan af idéen med bogen: Uddybende interviews med 12 relativt nyuddannede, der reflekterer over de første par år i arbejdslivet på den anden side af 5+ års akademiske studier. I interviewene møder vi så forskellige personer som den kvindelige cand.mag. i dramaturgi, der er i løntilskud på sit gamle studiejob på et teater, hvor hun fejer gulv, laver kaffe og tjekker billetter. Hun har med egne ord ”eksistentiel stress” og græder hver dag, når hun cykler på arbejde. I den anden ende møder vi den mandlige jurist, der finder det dybt tilfredsstillende og meningsfuldt at pendle fire timer dagligt, mens han får to små børn, fordi drømmejobbet som politianklager bare er vigtigere end det andet.

Inden mødet med dramaturgen og juristen ridser forfatterne fint op, hvad der findes af akademisk litteratur omkring denne ”kritiske transformation”, der foregår i overgangen fra studie til arbejdsliv. Interessant læsning, der dog ender med at fylde lidt for meget i forhold til interviewene, der er bogens hovedattraktion.

Det er påfaldende, hvor ofte begrebet ”drømmejobbet” i bestemt ental gengives i bogen. For med undtagelse af måske juristens historie er det tydeligvis en skrøne, at der findes et sådant. Mange af de interviewede er gået ind i arbejdslivet med en forestilling om, at drømmejobbet findes, og så er de alle som én blevet fælt skuffede. Enten fordi drømmejobbet udeblev, eller fordi det snarere blev et mareridt end en drøm.

Mange af interviewene bliver lettere deprimerende at læse, for er det virkelig det, der venter efter endt uddannelse, tænker man?  Omvendt må det jo så være en lettelse at læse, at andre har det lige så forfærdeligt som en selv, hvis det virkelig forholder sig sådan, at de mange triste skæbner i bogen er repræsentative for alle os andre.

Forfatterne skal dog have stor ros for at have tålmodighed med udgivelsen. Hvert interview har sit eget lille efterskrift, hvor der er fulgt op på, hvordan det så er gået med vedkommendes arbejdsliv et par år efter interviewet. Her er mange triste skæbner heldigvis vendt til det bedre. Så der er da håb forude.

I mine øjne er forfatterne hoppet lidt for let hen over udvælgelsen af interviewpersonerne. De ligner lidt for meget hinanden med deres mere eller mindre højtprofilerede jobs i klassiske lønmodtagerstillinger. Ud over en enkelt fin historie med en kvinde, der er ene akademiker i en stor elektrikervirksomhed, så savner jeg at møde flere akademikere, der selv har skullet opfinde en arbejdsplads, lever en freelancetilværelse eller er blevet selvstændige på anden vis. Men det kan jo blive en oplagt toer.

Forfatterne gentager, at de ikke har skrevet en selvhjælpsbog. Men de afslutter alligevel med en længere række konkrete anbefalinger til en god begyndelse på arbejdslivet for alle involverede parter. Disse anbefalinger er yderst fornuftige og et udmærket sted at hente lidt hjælp til selvhjælp.