Vi har brug for at gentænke nyhedsrummet, journalistrollen og journalistuddannelsen. Det står (endnu mere) klart, når man har læst Brigitte Alfters glimrende håndbog i grænseoverskridende journalistsamarbejde.

Håndbogen er på engelsk og let at læse, og den giver et grundigt indblik i, hvordan man som journalist kan arbejde på tværs af grænser. En stor del af styrken i bogen er, at den udfordrer den traditionelle opfattelse af journalisten som en ensom ulv og billedet af andre medier som konkurrenter.

En række af tidens store temaer er grænseoverskridende. Klima, migration, kriminalitet, erhverv, ekstremisme, teknologi og EU-politikken, for bare at nævne nogle. Alligevel dækkes de traditionelt som enten ind- eller udlandshistorier. Vi har ikke haft et fokus og en struktur, som har gjort andet muligt og attraktivt.

Imidlertid viser nogle af de seneste års største sager – for eksempel Panama-papirerne – hvor langt man kan komme ved at samarbejde på tværs af grænser. Og Brigitte Alfter, som selv er prisbelønnet veteran på området, deler gavmildt ud af erfaringer, inspiration og konkrete råd og anvisninger, mens en række cases viser perspektiverne i at arbejde på tværs.

Bogens måske mest interessante del handler om netværk, både de uformelle og de mere organiserede. Der er efterhånden en del videnskabelig litteratur, som dokumenterer, at vi i stigende grad er et netværkssamfund, ikke mindst fordi de nye teknologier gør det muligt at være forbundne på tværs af grænser. Inden for erhvervslivet taler man om økosystemer, hvor den traditionelle konkurrencetankegang er afløst af et ønske om at samarbejde til gensidig fordel.

Det er samme mentale og praktiske bevægelse, som vi har brug for i journalistikken. Ikke på alle områder, men mange historier ville få tilført væsentlig dybde og relevans gennem samarbejde med vidende ligesindede i andre lande. Brigitte Alfter understreger, at ligeværdighed og tillid er forudsætninger – det handler ikke om at hyre en fixer, men om at dele idéer, viden og research og holde forbindelserne ved lige.

Forfatteren understreger, at det kan være tidskrævende, og fordrer en ny rolle i journalistikken, hvor der er en redaktionel koordinator, som kan holde styr på det praktiske og sikre, at viden bliver delt i netværket, og at der følges op på oplysninger og beslutninger. Også det er der konkrete anvisninger på. Brigitte Alfter får det ikke til at se nemt ud at samarbejde på tværs af grænser, men hun får det til at se praktisk muligt og højst ønskeligt ud. Den største forhindring er hverken sprog, kultur eller grænser. Det er vores måde at tænke på.

Susanne Sayers, selvstændig journalist