Kunsten at redigere.
Af Flemming Sørensen.
Forlaget Ajour.
142 sider ill., 298,00 kr.

Bogen "Kunsten at redigere" giver seks grundigt beskrevne eksempler på, hvordan en historie bliver til en færdig artikel, med fokus på samarbejdet mellem den redigerende, journalisten og fotografen.

Som redaktionssekretær gennem mere end ti år havde jeg faktisk glædet mig til at læse bogen "Kunsten at redigere". Men jeg blev noget skuffet, for målgruppen er tilsyneladende ikke sådan en som mig, men måske den almindelige læser eller den forudsætningsløse journalist.

Med de i alt seks gode og konkrete eksempler på redigering fra SE og HØR, Herning Folkeblad, Folkeskolen, Bil Magasinet, Fyens Stiftstidende og Jyllands-Posten beskriver forfatteren, journalist Flemming Sørensen, i detaljer, hvordan en artikel bliver formet og gjort trykklar med rubrik, underrubrik, fængende indledning, gangbare sætningskonstruktioner og et layout, der skal få læseren til at stoppe op. Det hele foregår ifølge bogen stort set gnidningsløst, selv om de fleste historier skrives og redigeres under en vis form for pres.

Bogen giver en gedigen præsentation af redaktionssekretærens arbejdsopgaver, men det bliver lidt ligesom at læse om den glade skraldemand og få beskrevet alle de forskellige affaldstyper og -poser, han skal håndtere, men ikke få at vide, at hans dagligdag kan være præget af svære parkeringsforhold, glasskår i papirs-poserne og en akkord, der gør, at han nogle gange taber noget på gaden.

Flemming Sørensen viser med understregninger, hvilke fejl der bliver rettet i processen og fortæller, hvilke fejl der alligevel slipper igennem til læserne, og endog hvilke skrifttyper der er anvendt i mediet.

Der er fokus på detaljerne. God redigering handler i vid udstrækning om at undgå at lave fejl, pointerer Flemming Sørensen et sted i bogen. Men pointen gælder tilsyneladende mest sprog, indgange til artiklen og layout. Hvad med udvælgelsen af historier, prioritering, kildekritik og diskussioner af vinkling og etik?

Uanset hvem bogens målgruppe er, savner jeg nogle eksempler, der beskriver de små eller store konflikter, som trods alt forekommer i redigeringsprocessen. For eksempel når en journalist bliver bedt om at dække noget, vedkommende ikke mener er relevant for læserne. For eksempel når journalisten er uenig i de stramninger, en redigerende gerne vil lave i en artikel. For det er også redaktionssekretærens opgave at være konflikt- og problemløser og sidste menneskelige perron, før toget er kørt, artiklen trykt og læserne begavet eller belastet med endnu en bunke ord.