Som briterne siger: Man får aldrig en ny mulighed for at gøre et første indtryk.
ANMELDELSE. Denne sandhed har i en del år belastet Dansk Journalistforbunds tilstedeværelse på nettet – men nu bliver stilen lagt om. Fra at signalere trist, grå, gammeldags institution tager Journalistforbundet.dk med sit redesign et kæmpeskridt i retning af det imødekommende, nærværende serviceorgan, man gerne vil ligne – og forhåbentlig også være.
Et langvarigt, omfattende og grundigt analysearbejde ligger til grund for sitets omlægning, og ud fra hvad undertegnede har kunnet vurdere – jeg har i sagens natur kun haft adgang til et testsite, er rigtig mange funktioner blevet stærkt forbedret, først og fremmest søgefunktionen samt taggingen, der bidrager til at lænke relateret indhold. Læser du for eksempel en nyhed om webjournalistik, vil det være relevant for dig at få et tip, hvis Kreds 6 har et medlemsarrangement om samme emne. Og sådan.
Også sidearkitekturen virker langt mere logisk og overskuelig end i det gamle site, hvor navigationsbåndene forekom tilfældigt sammensat. Arbejdsgruppen, der under ledelse af Louise Theil står bag den ny form, har lagt både trafikanalyser, spørgeskemaundersøgelser og fokusgruppeinterviews til grund for omlægningen, og prioriteringen af sitets mange elementer – såvel som deres placering – synes i fin overensstemmelse med brugernes vekslende behov. Som et eksempel kan nævnes topbåndet med seks relevante, men væsensforskellige punkter – Om DJ, English, Kontakt, Find folk, A-kassen og Log ind – samt et søgefelt.
Mest iøjnefaldende er selvfølgelig sitets nye design, der giver et fuldstændigt anderledes, og langt mere positivt, indtryk af, hvad Dansk Journalistforbund er for en størrelse. Den ny farveholdning og typografi er inspireret af forbundets meget roste og populære "Ytr"-pjece fra 2006. Anvendelsen af den bordeauxrøde grundfarve i kombination med sekundærfarverne sort, hvid og turkis forekommer ikke altid helt konsekvent – det samme gælder i øvrigt brugen af vandrette linjer, der indimellem savnes, hvor de kunne gøre nytte – men farveholdningen bidrager til en særdeles klar og tiltalende visuel identitet. Samtidig skaber det store røde felt på forsiden en smuk baggrund for det skiftende medieindhold, der skal give besøgeren et indtryk af de mange kompetencer, DJ's medlemmer er velsignet med.
Samme røde felt ser dog ud til at kunne blive en problematisk del af det ny design. De klikbare emneord, der står i navigationsbåndet under feltet, opfører sig nemlig forskelligt, selv om de er sideordnede. Nogle af emneordene åbner et mørkegråt rullegardin med underpunkter, mens andre viser sig at være links til helt nye sider, hvor det røde felt afløses af et overskriftsbånd. Klikker man nu på et nyt emneord i navigationsbåndet, bliver overskriften stående, selv om indholdet forandrer sig. Brugeren kan således komme ud for, at der står Nyheder i overskriften, selv om han eller hun har åbnet rullegardinet med Job & Løn. Ulogisk og temmeligt forvirrende, og måske en konsekvens af, at man har villet presse for mange forskellige funktioner ind i et enkelt element?
Overskrifterne sættes med New Foundry Sterling, og den karakteristiske typografi er yderligere en detalje, der giver sitet identitet og samtidig er med til at markere, at forbundet også kan byde på grafisk ekspertise. Der er dog ikke tale om "ægte" webtypografi. Måske af hensyn til brugere med ældre browsere har man afstået fra at benytte det nye WOFF-skærmfontformat. I stedet gøres brug af den knap så fremtidssikrede Cufón-teknik, som reelt gør overskrifterne til billeder, omend de stadig er søgbare som tekst.
Den grånistrede papirstruktur, der ligger som baggrund under alt indhold på sitet, virker umiddelbart som en smutter. I hvert fald forsøgte denne anmelder mere end én gang at feje de små prikker, der spontant opfattes som snavs, på skærmen, væk … også efter at jeg havde indset, at det er tænkt som en designfinesse.
Selv om Journalistforbundet.dk's redesign er både omfattende og radikalt, har man fornuftigt nok valgt ikke at inkludere samtlige sitets dele og undersites i omlægningens første etape. Noget af indholdet skal vedblive med at have sin egen form og identitet – for eksempel Danske Bladtegnere – og andet må vente. Det sidste gælder blandt andet personaliseringsdelen "Mit DJ", der har et indtil videre uudnyttet netværkspotentiale. Men med en målgruppe, der samtidig er flittige brugere af såvel Facebook som K-Forum, er spørgsmålet vel også, om kampen for at etablere "Mit DJ" som community vil være værd at kæmpe.
Ole Munk er designkonsulent, grafisk formgiver og illustrator, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Han anmelder websites i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.