Græshopper med mandepatter

Bog: Forfatter: Forlag:

Vi kender dem godt: De forkælede 68'ere, der gav begrebet ungdom en ny betydning, og som nu er i gang med at give alderdommen samme omgang. De er blevet grå i toppen, har fået grevindeguirlander og mandepatter, men de overgiver sig aldrig! Og det er al ære og respekt værd, vil alle, der har fundet deres første grå hår, sikkert tænke, mens de i deres stille sind raser over den ungdomsfiksering, som præger dagens Danmark. Og alene derfor er man Monica Krog-Meyers bog venligt stemt. Den vil nemlig aflive alle myter om alder og faldende markedsværdi, og man kan hurtigt blive enig med hende i, at erfaring aldrig bør gå af mode. Men det bør nuancering, underbyggende påstande og kritiske spørgsmål heller ikke, og det er totalt fraværende ingredienser i Krog-Meyers temmelig postulerende og sludrevorne lovprisning af den tredje alder. Plus-alderen er en fest, hedder det flere steder i bogen, men hvis det er så festligt, hvorfor er det så nødvendigt at gentage, at 60 er det nye 40? Hvorfor ikke bare lade 60 være 60?
Der er åben mikrofon hos radiovært Meyer. Selv serverer hun gode råd og små tips om alt fra mad og motion til sex og stavgang, mens en række jævnaldrende – i meget svingende kvalitet – frit causerer over emnet alder. Jens Gaardbo gør det nuanceret og veloplagt, Sanne de Neergaard pligtskyldigt og korthugget i en mail, som man ikke rigtig forstår skal gengives. En journalistisk styring af causerierne og en redigering af Krog-Meyers egne erfaringer ville have klædt projektet, der fremstår en kende selvfedt og naivt – og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om græshoppe-generationens krampagtige insisteren på, at livets efterår er én lang Indian Summer, i virkeligheden er udtryk for en manglende accept af alderdommen og en angst for den forjættede otiumstol, som man for alt i verden aldrig må sætte sig i.

"Plusalderen – Vi bliver jo bare ved!"
Monica Krog-Meyer
Peoples's Press
200 sider, 199 kroner

0 Kommentarer