ANMELDELSE. Mens de journalistiske debatter for tiden handler om etik, research, plagiat og interviewteknik, glemmer vi måske en mindst lige så vigtig del af journalistikken: Evnen til at formidle så levende, at læseren ikke kan lade være med at følge med. Det handler ikke kun snævert om sproget forstået som valg af ord og sætningsopbygning og rytme, men om de greb, som kan få læseren til at begære teksten.

Begær er et stort ord. Men det er et godt ord. Det er det begær, som kan få læsere til at opgive deres nattesøvn for at vende en side til. Og en side til. Og en til, indtil klokken er 4.28. 

Her kommer ‘Giv teksten liv’ med undertitlen ‘Greb der griber’ til undsætning som en slags forførerens håndbog. Og centrale dele af bogen bør alle skribenter kunne få noget ud af, ikke mindst netop afsnittet om begær og afsnittene om at undgå nedslidt sprog og bruge gennemtænkte og omhyggelige metaforer, som vitterlig hjælper teksten på vej.

Impotente klichéer og viagrapumpede overdrivelser virker som dickpics på Snapchat: De tilfredsstiller højst afsenderen selv. Men forførelsens kunst handler jo netop om den anden, ikke om en selv. 

Derfor kan jeg godt lide billedet med begæret. Det er i stil med Nils Ufers budskab om at skrive journalistik så omhyggeligt og kærligt, som man ville skrive til et elsket menneske. Det sætter modtageren i centrum, ikke afsenderen.

Det udelukker ikke, at man bruger sig selv i teksten, men skal man være i den, skal der være en pointe med det.

Forfatterne er henholdsvis retoriker og litterat, og bogen bærer præg af at være et stykke væk fra den journalistiske hverdag. Der er situationer, hvor ‘det ikke skal være kunst, det skal være færdigt,’ som det så brutalt hedder. Det ændrer dog ikke ved, at man bør gøre sig umage med sin tekst og sit sprog.

Bogen bærer også lidt rigeligt præg af, at forfatterne først og fremmest betragter tekst som noget, der sker i krydsfeltet mellem forfatterens hjerne og tastatur. Men som journalist vil mit budskab være, at det allerbedste brændstof til sproget er at komme ud i den der virkelighed og formidle den klart og kompetent – og vække læserens begær for at vide mere.

Konkrete sansninger og beskrivelser er for journalisten ikke en øvelse, som det kan være for retorikeren eller litteraten, det bør være en uundgåelig del af vores fag, at vi formidler virkeligheden. Men vi kan heldigvis gøre brug af både retorikerens og forfatterens virkemidler, mens vi gør det.

‘Giv teksten liv’ er næppe en grundbog. Den vil være bedst til dem, som i et stykke tid har skrevet og gerne vil være klogere på, hvad en tekst egentlig kan, og hvordan man selv bliver bedre. Jeg tror også, den vil fungere rigtig godt til en slags skriveværksted, hvor bogens øvelser kan være sjove at være flere om.

De mange eksempler hjælper forståelsen på vej, mens jeg til gengæld selv finder det vanvittigt irriterende, at forfatterne insisterer på at bruge rim til at slå hvert afsnits pointe fast. F.eks. under ‘Lyde’: “Lad ordene klinge/og sætningerne swinge” … Ahhhhhhr, vel? 

BOG: Giv teksten liv

FORFATTER: Christina Pontoppidan og Andreas Immanuel Graae

FORLAG: Samfundslitteratur

196 sider, 238 kroner

Anmelder: Susanne Sayers, freelancejournalist