Anmeldelse af Hans Davidsen-Nielsen:  En højere sags tjeneste.

Lad det være sagt med det samme. Politiken-journalist Hans Davidsen-Nielsen har gjort det godt med sit seneste 400-siders værk om Politiets Efterretningstjeneste, PET. »En højere sags tjeneste« er en rasende velskrevet tour-de-force gennem Den Kolde Krigs spionverden. Uhyre letlæst og underholdende fortæller han om PET’s succeser og fiaskoer fra Anden Verdenskrigs afslutning til Warszawa-Pagtens opløsning i 1991, om tjenestens gentagne brud på reglerne for politisk registrering og om de personligheder, der har siddet i chefstolen gennem de 46 år.

Bogen er elementært spændende som en spionroman og giver et godt overblik over en af de mest spændende perioder i nyere tid. Davidsen Nielsen har formået at anrette et meget stort materiale på en måde, så de fleste læsere på rejse sig både mætte og veltilfredse. Og som sådan er bogen et glimrende udgangspunkt for den, der vil fordybe sig i emnet. For den, der allerede har fulgt de danske efterretningstjenesters gøren og laden gennem årene er der imidlertid ikke meget nyt at hente. Davidsen-Nielsen tilstræber en professionel distance til sine kilder og når som sådan et mere nuanceret virkelighedsbillede end f.eks. historikeren Bent Jensen, der netop har været i vælten med en spionanklage mod journalist Jørgen Dragsdahl. Alligevel sidder man tilbage med en fornemmelse af, at der kun er kradset i overfladen. Det er måske et grundvilkår, når man på halvandet år og 400 sider skal løse en opgave, som PET-kommissionen foreløbig har brugt otte år og mange millioner på.

Men forfatterens hovedproblem er hans kildeafhængighed. Grundlaget for bogen er 270 dokumenter fra PET’s såkaldte DIIS-samling, som er en række afklassificerede og delvist censurerede dokumenter, som forskere fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, har udpeget som væsentlige for perioden. I sidste ende er det imidlertid PET, der har afgjort hvilke af de ønskede dokumenter, forskerne – og Davidsen-Nielsen – kunne få adgang til. Samtidig har forfatteren været underlagt en række begrænsninger med hensyn til oplysninger om enkeltpersoner og et generelt forbud mod at kontakte de omtalte personer på grundlag af oplysninger i PET’s dokumenter. For at modvirke denne afhængighed har Davidsen-Nielsen baseret en stor det af »En højere sags tjeneste« på allerede offentliggjorte artikler, fagbøger, erindringer og retsdokumenter, som til dels kompenserer for problemet. Resultatet er imidlertid, at en for at en forbløffende stor del af oplysningerne i bogen allerede er kendte. Det er således en bog med meget få overraskelser og adskillige løse ender. En ordentlig kildeangivelse og fodnoter ville i øvrigt øge troværdigheden og eftertidens mulighed for at tjekke enkeltoplyninger og sammenhænge. Især spørgsmålet om efterretningstjenesternes politiske registrering af danske statsborgere hænger i luften, når sidste side er vendt. Problemet går som en rød tråd gennem bogen og det understreges i flere omgange, at både PET og FE har forsøgt at videreføre registreringen af lovlig politisk aktivitet helt op i vor tid, men Davidsen-Nielsen får ikke rigtig skovlen under de to tjenester, og der fremlægges ikke nogen væsentlige nye oplysninger om omfanget af registreringen.

Trods det begrænsede kildemateriale og den manglende handlefrihed i forhold til PET-materialet er »En højere sags tjeneste« en god forberedelse for den, der agter at følge det uundgåelige slagsmål, når PET-kommissionen barsler og Bent Jensen får gang i sit koldkrigscenter. Som forfatteren skriver i sit forord, findes der ikke nogen sandhed i den hemmelige verden, kun versioner. Hans Davidsen-Nielsen er kommet med sin version. Og godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt.

Anmeldelse af Hans Davidsen-Nielsen:  En højere sags tjeneste. Politikens Forlag, 400 sider, 269 kroner.