Gode råd til sociale medier

Bog: Forfatter: Forlag:

I nærværende bog kan både virksomhedsledere og deres kommunikationsrådgivere lære fra lidt til meget.

ANMELDELSE. Jacob Bøtter er 25 år og har allerede et flot CV inden for rådgivning af organisationer og virksomheder om sociale medier. Og hvem siger da også, at man skal være gammel og grå for at komme med råd, der er værd at lytte til? I nærværende bog kan både virksomhedsledere og deres kommunikationsrådgivere lære fra lidt til meget.
For rådene er gode i NQ – faktisk er der 55 eksempler på involvering med sociale medier, hvor virksomheder kan få input til, hvordan de kan engagere sig i deres kunder, tage dialogen og være aktiv i de sociale medier, der er blevet hvermandseje i den velstillede del af verden.
Titlen NQ henfører til netværkskvotienten, som Bøtter mener, er langt vigtigere end den mere kendte slægtning IQ. For hvad får du ud af at vide en masse, hvis du ikke har nogen at dele din viden med? Mantraet for bogen er, at virksomheder, organisationer og enkeltpersoner skal øge deres sociale kapital på nettet for at lykkes i samfundet. Og det er der stadig mange virksomheder, der har brug for at lære om.
Den sociale kapital – og nej, der dvæles på ingen måde ved Pierre Bourdieu – kan opbygges på mange måder, og virksomhederne har altså ifølge Bøtter mindst 55 veje at gå. Rådene er opstillet som på slides og er konkrete og lette at gå til for de fleste virksomheder. Der er masser af eksempler, og selv om man til tider savner de rigtig gode danske eksempler på succes med forskellige sociale medie-projekter, så får man stadig lyst til at implementere en håndfuld af ideerne med det samme.
De fleste af de gode råd er skrevet før, men så vidt vides ikke før samlet på dansk. Hverken bogen eller arbejdet med de sociale medier er raketvidenskab. Faktisk er NQ så letlæst, at man på en times tid er blevet klogere på de sociale medier. Og det kunne endda være gået endnu hurtigere, hvis der var kælet lidt mere for sproget og ryddet ud i gentagelserne.
I bogens sociale ånd kan der debatteres og videndeles på det dertil indrettede website www.nq.dk 

Troels Johannesen er kommunikationskonsulent i DJ 

"NQ: Involvering med sociale medier"
Jacob Bøtter
Wemind
179 kroner

0 Kommentarer