"Selv den korteste blyant er længere end den længste hukommelse."

Sagde en klog redaktør engang til en journalistpraktikant, der hverken havde blok eller blyant med, da han skulle referere et møde. Da praktikanten satte sig til skærmen, måtte han sande, at redaktøren havde ret.

Mange finder det ligesom denne unge journalist temmelig akavet at rende rundt med blok og blyant og tage notater. Derfor foretrækker de båndoptageren eller minidisc'en. Undskyldningerne for at optage interviewet på bånd eller disc er mange: "Man får en meget bedre kontakt med interviewpersonen, når man ikke sidder og kigger ned i en blok," og "det er rart at kunne se sin interviewperson i øjnene, når man taler sammen", er et par af de almindelige forklaringer.

Men de holder ikke.

Myten om øjenkonakt
Faktisk kan det være en fordel, at der er en blok og en blyant mellem interviewer og interviewperson. Jan Krag Jacobsen skriver i sin bog "Interview – Kunsten at lytte og spørge", at det er belastende at sidde og kigge hinanden i øjnene gennem et helt interview. "Direkte og vedvarende øjenkontakt er meget anstrengende og trættende, og det er ikke sikkert, at den er særlig hensigtsmæssig for hverken lytning eller formulering af spørgsmål og svar," skriver han i kapitlet om interviewets psykologi. Han minder om, at man snakker bedst sammen, når man ikke sidder over for hinanden, for eksempel når man går tur. Så kigger begge i samme retning – og man kan få sagt en masse, som det kan være svært at komme af med, når man har øjenkontakt.

Derudover kan blokken og blyanten bruges som signal. De fleste kender fidusen med at lade blyanten ligge, når interviewpersonen bevæger sig uden for emnet. Man signalerer, at "jeg ved godt, vi er ude på et sidespor. Det er o.k., men jeg behøver altså ikke notere det ned". Blok og blyant er også udmærkede til at lægge pauser ind. Når en båndoptager kører, skal der helst siges noget hele tiden. Med blok og blyant er det helt i orden at holde nogle pauser, mens journalisten noterer – og så har begge parter lejlighed til at tænke sig om.

Ord uden billeder
Men der er også andre grunde til, at det er en god ide at tage notater. En af grundene er, at det tager dobbelt så lang tid at skrive et interview, hvis man skal høre hele båndet igennem først. En anden grund er, at man ikke får nogen iagttagelser med på et bånd eller en disc, og hukommelsen – den kan man ikke stole på. Med blok og blyant kan man skrive sine iagttagelser ned og bruge dem i formidlingen af stoffet.

Risikoen for kildeafsmitning er også betydeligt større, når man kun har sit interview på bånd. Man forfalder let til lange citater i stedet for korte, klare sammenskrivninger. Endelig kan det være svært at finde sin vinkel, når man kommer hjem med et langt bånd. Blokken med notater kan man hurtigt læse igennem og lave markeringer på. Journalisten Lillian Ross har – ifølge en amerikansk lærebog – sagt det sådan her: "Brug ikke båndoptager. Mærkeligt nok fordrejer sådan en maskine sandheden. Båndoptageren er en hurtig, let og doven måde at få en masse snak med sig på. Men en masse snak giver ikke i sig selv et interview. En journalist må bruge sine egne ører til at lytte og sine egne øjne til at se."

Nu er det ikke sådan, at jeg vil opfordre journalister til udelukkende at bruge blok og blyant. Båndoptageren eller minidisc'en er et fremragende hjælperedskab, når man laver sine interview. Men heller ikke mere end netop – et hjælperedskab.

De fem vigtigste råd
Lav en margen i venstre side af hvert ark papir på blokken – og måske også en nederst på arket. Margenen i venstre side bruger man til at skrive bemærkninger til sig selv. Det er her, man markerer – for eksempel ved hjælp af et udråbstegn – at her er en mulig vinkel. Det er også her, man sætter et spørgsmålstegn, hvis der er noget, man ikke forstår og skal vende tilbage til eller søge svar på andre steder. Margenen kan man også bruge til at lave sin egen "forkortelsesordbog" – for eksempel når man i notaterne skriver KF, så betyder det "klimaforandringer". Margenen nederst på papiret kan man bruge til at skrive _stikord til emner, der skal følges op, navne, man skal have tjekket osv.

Lav dit eget tegnsystem med pile, punkter, "mindre end", "større end" osv.

Øv dig i "forsinket notatteknik". Det vil sige, at man venter med at notere, til man har et færdigt udsagn at skrive ned. Mens man noterer det, lytter man så til det næste, osv. Det er formentlig sådan, alle journalister til alle tider har gjort.

Men det tager tid at lære.

Få gode citater noteret korrekt. Det er sjusk at lave om på citater. De skal fremstå så ordrette som overhovedet muligt. Hvis ikke de er forståelige og slagkraftige, når de er ordrette, må de skrives om til indirekte citater.
Læg dine notater til side, når du skal skrive historien – og fortæl så af karsken bælg. Når artiklen er færdig, tjekker man med notaterne, korrigerer og skriver om. Hvis man er alt for bundet af sine notater, kan artiklen let komme til at mangle det flow, der kendetegner en velskrevet historie.