God guide til gravere

Bog: Forfatter: Forlag:

"Alla kan gräva, om bara viljan finns. Det är inställningen till det journalistiska uppdraget som avgör, inte tiden och resurserna."

Sådan indleder Nils Hanson, prisvindende svensk journalist og mangeårig leder af Sveriges førende tv-program for undersøgende journalistik, "Uppdrag granskning", sin nye bog, "Grävande journalistik".

Den følger arbejdet med undersøgende journalistik fra idé til færdigt produkt og er spækket med eksempler, gode råd og praktiske anvisninger i eksempelvis brug af offentlighedsloven og aktindsigt. Her skal man dog være opmærksom på, at lovgivningen i Danmark på nogle områder kan være anderledes end i Sverige.

Bogen er bygget kronologisk op, hvilket gør den tilgængelig for alle fra nybegyndere til garvede gravere. Også redaktører vil med fordel kunne læse den. Der er nemlig også råd til, hvordan man undgår, at en gravegruppe bliver en isoleret ø på redaktionen.

Nils Hanson lægger ikke skjul på, at det indimellem kan være nødvendigt at tage mere utraditionelle metoder i brug, hvis man skal til bunds i en sag. For eksempel var det formentlig aldrig lykkedes at afsløre CIA's samarbejde med den svenske sikkerhedstjeneste om udleveringen af to terrormistænkte ægyptere til Ægypten, uden brug af "Sven Nyström" – en fiktiv person skabt af reporterne Sven Bergman, Joachim Dyfvermark og Fredrik Laurin. Men, understreger forfatteren, man skal være varsom og kun bruge skjult kamera og falsk identitet, når alle andre muligheder er udtømte.

Bogen slutter med en graveguide, der er skrevet af tre af Sveriges bedste og mest prisvindende gravere. De giver vejledning i, hvordan man researcher en person, gransker en virksomhed og kommer til bunds i EU.

Som undersøgende journalist vil man formentlig kunne nikke genkendende til det meste, men det er første gang, jeg har set det hele samlet i en bog, og tak for det, Nils Hanson. Dog savner jeg lidt at få beskrevet nogle af de frustrationer, man også kan sidde med som graver. Men det er en detalje, som bestemt ikke fjerner indtrykket af en fremragende lærebog i undersøgende journalistik. Ikke mindst fordi den er skrevet af en person, der tydeligvis kan sit kram og ved, hvad han taler om.

Anne Lea Landsted er studieleder og lektor i journalistik på SDU.

"Grävande journalistik"
Nils Hanson
Ordfront
358 sider, 209 svenske kroner

0 Kommentarer