"Intense Scotland" af Christoffer Regild, Forlaget Politisk Revy, 96 sider, 298 kroner.
I introduktionen til Christoffer Regilds nye fotografibog "Intense Scotland" spørger den skotske forfatter Ian Rankin, hvor Skotland står i dag, "bag sækkepibernes og whiskyens snærende bånd". Det er et spørgsmål, som han mener, at kun en udefrakommende person kan besvare.
Christoffer Regild er en sådan udefrakommende person. Siden 1998 har han rejst rundt i Skotland adskillige gange for at fange glimt af et sammensat land og dets folk med et fordomsfrit, åbent blik.
"Intense Scotland" frembyder mange fine opslag. De åbne landskabers skiftende klimaer og deres særegne skønhed bliver afløst af gråzoner og mennesketomme rum, hvori man fra tid til anden fornemmer fotografens egen diskrete tilstedeværelse. Skildringen af skotterne rummer snapshots af skoledrenge og fodboldhold, af fiskere og legende børn, og af arbejderkvarterernes beboere i følelsesladede øjeblikke og daglig kedsomhed.
Christoffer Regilds Skotland befinder sig et sted imellem alle disse situationer uden nogensinde at vise sit ansigt i et enkelt billede.
Fotografierne lever op til de almindelige forventninger om et kreativt, intelligent og følsomt håndværk.
Det er imidlertid mere interessant, at de er samlet i en fotobog, der er vellykket og berigende, fordi den ikke har ambitioner om at definere en national identitet, men blot lægger et materiale frem. En sådan ambition ville i øvrigt også forudsætte, at samhørighed og fællesskab overhovedet er til stede i Skotland – en påstand, som Christoffer Regild aldrig fremsætter.
Det er en balancekunst at formidle sine personlige oplevelser og indtryk uden at give køb på billedernes værdi som objektive dokumenter. Her lykkes det. Bogen og dens fotografier er et åbent, vedkommende og tankevækkende værk, der motiverer læseren til at søge efter sit eget intense Skotland.
* Dorthe Rugaard Jørgensen, kunsthistoriker, museumsinspektør på ARKEN Museum for Moderne Kunst
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.