I ti år satte han som generaldirektør sit markante præg på Danmarks største kulturinstitution, og han har med beslutningen om opførelsen af DR Byen på både godt og ondt sat sit præg på DR i mange år fremover.

»Generalens veje og vildveje« er et soloridt igennem 10 afgørende år af DRs historie fra 1994 til 2004 set gennem Christian S. Nissens briller. Det er en absolut personlig fortælling, som sine steder er embedsmandens diplomatiske og underspillede refleksion, andre steder temmelig skarp og direkte. Det tjener til forfatterens ros, at han ikke forbigår hverken en række ledelsesmæssige fejl, erkendelsen af periodisk tonedøvhed, hang til lange belæringer af andre eller en selverkendt mangel på empati. Til gengæld er det med forståelig stolthed og entusiasme, han beskriver resultaterne af de 10 år og kampen for et stærkt DR velforberedt til fremtidens medielandskab.

Christian S. Nissen repræsenterede alt det som topchef i DR, som DR kulturen i 1994 så på med bekymring, vantro og oprørskhed. Han var DJØFer, talte ind i mellem management-sprog, erstattede en forhandlings- og konsensuskultur med værdibaseret ledelse, strategiplaner, klimamålinger og mere central styring, hyrede rationaliseringskonsulenter til at analysere produktivitet i en kreativ kulturinstitution, afslog enhver form for tryghedsaftaler og havde ingen problemer med om nødvendigt at fyre folk.

Han var generalen med stort G, der i sin styreform stod stærkt på hierarkiet og magtpositionen. Han holdt aldrig op med at undres over journalisternes høje selvforståelse og journalistikkens nødvendige kompromiser. Men han blev samtidig en kulturpolitisk meget stærk ambassadør for public service og en strategisk visionær chef for DR i en af institutionens allervigtigste udviklingsperioder.

Der vil utvivlsomt være lige så mange versioner af historien, som der var medarbejdere og chefer i DR i de voldsomme omstillingsår for DR, Nissen beskriver i bogen. Det gør det ikke mindre interessant at læse den tidligere generaldirektørs personlige opfattelse af det hele. Bogen giver et tæt indblik i hans styrkeprøve både med chefer og medarbejdere. Den beskriver, hvad han i sit personlige regnskab selv kalder overskuddet og underskuddet på kassekreditten i forholdet til både offentligheden, bestyrelsen og medarbejderne i DR igennem årene.

Hvis man leder efter den rigtige historie om, hvordan ideen om DR Byen blev til, så finder man den også i bogen. Her aflives klart og tydeligt påstanden om, at DR endte i DR Byen efter politisk pres. Det var en selvvalgt vision og ide, der bragte DR ud til en pløjemark på Amager. Dermed afmonterer Nissen, hvad mange gerne vil have det til at ligne nu, nemlig at det skulle være politikernes skyld alt sammen. Leder man efter forklaringerne på, hvordan budgettet til gengæld kunne skride så meget, som det har gjort, så er der mindre at hente. Men af mangel på andre, der tager ansvar i denne sag, er det da befriende – om end en gratis omgang – at den tidligere generaldirektør klart står frem påtager sig et ansvar for den nuværende økonomiske byggeskandale i DR Byen.

Stærkest i bogen står tre afsnit. Et om politikernes greb om DR, et om samarbejdet med bestyrelsen og endelig det, som Nissen har kaldt »slutspillet«.

»Hvis vi ikke i DRs radio og tv kan høre og se, at der kom en ny regering har i landet i 2001, så er der noget galt,« citerer Nissen Dansk Folkepartis tidligere medlem af DRs bestyrelse Søren Espersen for at sige. Det tjener Christian S. Nissen til ære, at han faktisk i sin tid som generaldirektør meget stærkt forfægtede public service-virksomhedens politiske uafhængighed og gjorde insisterende oprør, når den mediepolitiske pragmatisme vandt over dette meget principielle forhold. Det var situationen, da DRs licensmidler skulle anvendes til at redde dansk filmindustri. Eller når der i public servicekontrakten blev indføjet stadig mere snærende bånd på bestyrelsens og direktionens dispositionsret og drift af DR helt ned på fordelingen af sendetimer og forpligtelsen til at holde de private producenter glade med udlægning af en del af produktionen efter bedste planøkonomiske model.

Nissen skildrer i bogen sit samarbejde med tre bestyrelsesformænd: den konservative Isi Foighel, som var med til at ansætte ham, socialdemokraten Finn Aaberg, der sammen med Nissen blev primus motor for DR Byen-projektet, og Venstre-manden Jørgen Kleener, der fik ham fyret. Interessen samler sig i særlig grad om den sidste. Kleener har en klar dagsorden om at blande sig dybere i DRs drift end forgængerne, og DR var ganske enkelt ikke stor nok til både Nissen og Kleener. Det endte karakteristisk nok med, at de begge forlod DR på dramatisk vis i utide.

Der eksisterer mange fortællinger om Kleeners mest spektakulære forsøg på ændring af DR i form af opsplitningen af DR Nyheder i 2003 og baggrunden for planen. At der var et politisk motiv for at skille det ad, som netop var blevet forenet i 1998 under en nyhedsdirektør, kan man ikke være i tvivl om, når man læser Nissens meget præcise beskrivelse af hændelsesforløbet. Da Kleener ikke kunne komme igennem med en nedlæggelse af nyhedsdirektørstillingen og efterhånden godt kunne se nogle fordele ved den samlede nyhedsorganisation af hensyn til den samlede faglighed i nyhedsområdet, forsøgte han indtil sidste øjeblik at udskiftet TV AVISENs og Radioavisens chefer for at bane vej for to nye, som bestyrelsen så kunne udnævne, præcis som Radiorådet gjorde det i gamle dage med sindrige politiske kabaler. Andre i bestyrelsen fik dog overbevist Kleener om, at den model om noget ville ligne en politisk fyring af de daværende chefer og en politisk udpegning af to nye, fordi disse stillinger lå helt uden for bestyrelsens normale ansvarsområde.

Slutspillet for Nissens periode i DR blev forudsigeligt og pinagtigt. I mere end et år tog kampen mellem bestyrelsesformanden og generaldirektøren til i styrke og både bestyrelsens og direktionens arbejde var fra 2003 til 2004 præget af den trykkede og højspændte situation. DR kom samtidig i tredobbelt krydsild. På den ene front kørte regeringen det tunge skyts frem til kulturkamp og opgør med eksperter og meningsmagere i gamle kulturinstitutionelle højborge som DR. På den anden front skød Dansk Folkeparti med skarpt mod DR for manglende national forståelse og manglende sans for tilpasning til det nye folketingsflertals synspunkter på blandt andet krigen i Irak og indvandring. På den tredje front tog venstrefløjen og kultureliten fat på at revse DR ved enhver given lejlighed for populisme, fladpandethed og ren kommerciel jagt på seere og lyttere.

Den berømte mail fra kulturminister Brian Mikkelsen til bestyrelsesformand Jørgen Kleener om DRs Irakdækning, der gengives i Nissens bog, er kun et symptom på det, der har været DR liv i den tredobbelte skudlinje siden 2003. Det er ikke den ene mail, som burde bekymre. Det er det samlede billede af kampen om DR, som Nissens bog illustrerer en del af, der burde give anledning til bekymring og debat.

"Generalens veje og vildveje. Christian S. Nissen", Gyldendal, 272 sider, 269,00 kr.