Man kunne fristes til at kalde det same same but different, eller måske snarere same same but faster. Nyhedsproduktionen har forandret sig.

Nogle gange stopper vi et øjeblik og reflekterer over det, beklager det eller beundrer det, men for det meste arbejder vi bare videre. Ny idé, nye opringninger, ny rubrik, en anelse 'copy paste', lidt redigering – og af sted med den historie.

En ny, ambitiøs bog, "Nyheder i nutid", kortlægger nyhedsformidlingen med de nye tekniske og menneskelige muligheder. Det er en "avanceret kortlægning og perspektivering" af nyheder og nyhedsformidling, som det ser ud lige nu, skriver redaktør Lars Kabel i kapitlet om bogens mål og metoder. Og denne varedeklaration holder efter gennemlæsning.

Bogen handler ikke om, hvordan man helt lavpraktisk researcher eller skriver webnyheder, men den har heller ikke en virkelighedsfjern, akademisk tilgang til emnet. Det er en helikoptertur hen over nyhedslandskabet, og man får overblik over så forskellige emner som sproget i nyhederne, nyhedsdøgnet, dataindsamling og -behandling via nettet, interaktive kort, webnyheder, borgerjournalistik og lokale nichenyheder, fotos og video/tv, mobile nyhedsformater, politiske nyheder, tabloide nyheder, nyheder om EU og resten af verden.

Kapitlerne er meget forskellige i udtryk og indhold, men det handler om at skabe overblik over og give indblik i, hvad medierne kan lige nu, og hvordan det er nået dertil. Det er en svær balancegang mellem den akademiske og den praktiske, den tekniske og den journalistiske tilgang til emnerne.
Jeg har en del bøger om netjournalistik stående, men mange af dem hælder til det tekniske uden at få det koblet til, hvordan vi kan bruge det som journalister. Den fejl begår Lars Kabel og kompagni ikke. Deres arbejde er præget af en fin systematik.

Samtidig er bogen skrevet, så man ikke skal anstrenge sig for at læse den. Eneste undtagelse er kapitlet om de mobile nyheder. Det afviger fra de andre ved at være mere teknisk og mindre journalistisk fokuseret og dermed mindre konkret anvendeligt.

Desværre er bogen behæftet med nogle grafiske og indholdsmæssige fejl. Når DICAR-drengene, Tommy Kaas og Nils Mulvad, i deres kapitel 6 endnu en gang kritiserer medierne for at lave fejlbehæftede og uforståelige nyhedsgrafikker, så er det så meget desto mere ærgerligt med et uforståeligt skema i kapitel 9. Her kan man ikke umiddelbart forstå sætningen "Hvor enig er du i følgende udsagn?", og så står der bare "Breaking news". Hvor enig er jeg i breaking news?
Man skal dybt ind i teksten for at finde ud af, hvad det drejer sig om, og jeg er stadig ikke sikker på, hvad mellemregningerne er. Graferne i kapitlet er uoverskuelige og ikke særligt nemme at lære noget af.

Derudover studsende jeg over et par oplysninger. Det gælder blandt andet informationen om, at stoffet på Fyens Stiftstidende, Århus Stiftstidende og Politikens lysaviser er automatisk genereret og ikke er "redigeret, segmenteret og lokaliseret til de mennesker og steder, hvor det offentliggøres". Politiken bruger rigtig nok deres otte højst prioriterede historier fra webben, men Fyens håndskriver stadig deres lysavis for at ramme publikum på banegårdspladsen i Odense, og Stiften i Århus kombinerer flere løsninger. Der er stadig mulighed for at håndplukke nyheder, som er mere målrettet netop denne type læser.

I kapitlet om udlandsdækningen beklages og perspektiveres nedskæringer og omlægninger på udlandsredaktionerne. Så langt, så godt. Men i beskrivelsen af Ritzau nævnes ikke nedskæringer, tværtimod er beskrivelsen af bureauet temmelig floromvunden: "De (RB-journalister udsendt til topmøder mv.) følger forhandlingsprocessen meget tæt og behersker arbejdet med at finde nyheder og slagkraftige soundbites i det kaotiske og taktisk prægede forhandlingsforløb," står der for eksempel.

Men også Ritzaus udlandsredaktion har været igennem en turbulent periode de seneste tre år og er gået fra at være 14 faste medarbejdere til 11. Korrespondentstillingen i Berlin-stillingen er nedlagt. "Ofte ankommer Ritzau-medarbejdere til pressecentre i fx Bali eller Polen, før andre akkrediterede danske journalister," står der i bogen. I Bali sad der en medarbejder, som knoklede i døgndrift, i Polen var der tre af sted. Men Ritzau kan ikke dække alt og var eksempelvis ikke til Durban II.

I småtingsklassen befinder også det svære engelske ord ubiquitous sig. Det staves altså ikke ubitious.
Værre er det, at bogen i kapitlet om nyhedskriterier ikke forholder sig mere indgående til de nyhedsfaktorer, som Gitte Gravengaard har dokumenteret i sin ph.d., "En nyhed er en nyhed". Gravengaards syv faktorer er langt mere reelle og realistiske end Galtung og Ruges akademisk tunge eller vores egne dybt forenklede og idylliserede: aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Og det gælder også i forbindelse med nyheder i nuet.

Disse små og større fejl skæmmer bogen og svækker troværdigheden, men ikke nok til at ødelægge det overordnede indtryk af et stykke gedigent arbejde, der er målrettet studerende og undervisere, ansatte i mediehusene, forskere og debattører.
Forfatterne ender med at konkludere, at "den nærmest feberagtige nyhedsproduktion og -cirkulation" er en massiv udfordring. Og selv om formålet med bogen ikke er at diskutere kvaliteten af det producerede, så giver bogen anledning til eftertanke også i den retning. Og som inspiration til nutidens og fremtidens muligheder rammer bogen plet.

Lene Rimestad er journalist og lektor.

"Nyheder i nutid"
Lars Kabel (red.) og Annegrete Skovbjerg, Flemming Ytzen, Henrik W. Jørgensen, Jesper Ishøj, John Frølich, Nils Mulvad, Nils Ulrik Pedersen, Peter From Jacobsen, Rasmus Jønsson, Søren Dalsgaard, Søren Pagter, Tommy Kaas og Trine Smistrup.
Forlaget Ajour
331 sider, 298 kroner