Bog: Den fælles dagsorden og alle de andre
Forfatter: Mark Blach-Ørsten og Ida Willig
Forlag: Samfundslitteratur (339 sider, 298 kroner)

Anmelder: Mikkel Arre, redaktionschef, Djøfbladet

Allerede inden denne antologi udkom, havde en god del af den overskredet sidste salgsdato. Bogen samler nemlig analyser af medieindhold fra den såkaldte nyhedsuge – uge 46 – i 2012. Der gik eksakt fire år, før bogen udkom. Solid forskning tager selvsagt tid, men medieudviklingens tempo er ikke nådigt over for så langt et tilløb. At tv2.dk for eksempel kun lavede seks Facebook-opslag i løbet af uge 46 i 2012, er da kuriøst nok at læse – men en analyse bygget på tal, der så åbenlyst er forældede, har en begrænset anvendelighed.

Samme anke kan man rejse over for flere andre af bogens opgørelser over borgernes medievaner og brug af medieplatforme. Det er især svært at engagere sig i 2012-tal, når forskerne selv påpeger, at der skam eksisterer nyere opgørelser. Det får bogens fokusering på nyhedsugen 2012 til at virke lidt krampagtig set fra et læserperspektiv. Mon ikke de fleste hellere ville have opdaterede tal, når de nu findes?

Uge 46 i 2012 var tredje gang, der blev indsamlet data til nyhedsugeforskning (tidligere: 1999 og 2008). I det seneste nummer af tidsskriftet Journalistica gennemgår SDU-forskerne Kim Andersen og Erik Gahner Larsen instruktivt en række faldgruber ved metoden. I forlængelse heraf savner man i ’Den fælles dagsorden og alle de andre’ refleksioner over, om nyhedsugen er et godt udgangspunkt for at analysere mediedækningen af emner som klima, muséer eller behandlinger til transkønnede.

Antologien favner meget bredt, og der er bestemt gode bidrag. De to redaktørers påpegning af, hvor meget læsernes interesser divergerer fra journalisternes, er tankevækkende (grænsende til det ildevarslende). Ligeledes er der basis for journalistisk selvkritik i indholdsanalyserne af finanskrisedækningen og af, hvordan historien om en andelsforenings afskaffelse af et juletræ gled fra at handle om de konkrete muslimer i foreningens bestyrelse til at blive et billede på alle muslimer.

Også pointen om, at kulturjournalistik på web er mere nyhedsorienteret end på print, er potentielt interessant: Kan traditionelle kulturformater som anmeldelsen for eksempel være på vej ud? Men igen melder usikkerheden sig: Holder tallene mon stadig fire år senere?

Sikkert er det til gengæld, at det overhovedet ikke holder, når det undervejs hævdes, at et debatindlæg i Berlingske skrevet af tænketanken Krakas cheføkonom er udtryk for avisens holdning.

Og så sætter det en kedelig prik over i'et i antologi, at man ingen steder i bogen kan finde biografier på bidragyderne.