search

Gamle klummer i ny indbinding

Bog: Forfatter: Forlag:

Erik Valeur er med bogen »60 skarpe skud mod pressen« som bevisførelse blevet kategoriseret som venstreorienteret. Så er han stoppet ned i en kasse, og så behøver vi ikke diskutere med ham. Min fornemmelse er, at der er noget om snakken, men at det er fløjtende ligegyldigt, hvilken farve mediekritikken har – bare den er relevant, researchet og velskrevet. Og det er den.

Når man sigter og skyder midt i nyhedsstrømmen, så er det let at ramme forbi.
Derfor kunne det ligne et halsløst og en anelse prætentiøst projekt at binde gamle kommentarer ind og sende dem ud som bog.
På den baggrund er det imponerende, at Erik Valeurs let redigerede klummer gennem de seneste fire år fra blandt andet Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten faktisk holder til en genlæsning. Det gør de, fordi Erik Valeur ofte meget præcist beskriver pressens mekanismer set indefra.
TV 2 bliver spiddet i Triple A sagen. Pressens kritikløse brug af militære kilder under Irak-krigen beskrives grundigt. Manglende opfølgningsspørgsmål til statsministeren bliver taget kærligt under behandling.
Dengang klummerne blev skrevet, vidste Erik Valeur ikke, at Nyhedernes souschef måtte gå som følge af Trible A sagen. Det var ikke afsløret, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben. Forfatteren kunne heller ikke vide, at en stribe forskningsrapporter senere ville konstatere, at pressens dækning af Irak-krigen var ukritisk. Det viste sig, at specielt public service-kanalernes dækning i forskellige lande havde en tendens til politisk at lægge sig op af den siddende regering.
På den baggrund virker kritikken mere orienteret end egentlig venstreorienteret.
Alligevel kunne man ønske sig, at Erik Valeurs fordeling af skurke- og helteroller ville overraske lidt mere. Måske er det derfor, at klummerne om Muhammed-sagen og dokumentaren 'Den Hemmelige Krig' står stærkest. I førstnævnte lægger Valeur sin tvivl frem, og i de sidste er det ikke statsministeren, der står i skudlinjen, men primært dokumentarens stilistiske virkemidler.
Her fornemmer man, at forfatteren virkelig har noget på spil, og at konklusionerne ikke er givet på forhånd.
Det er i øvrigt befriende, at Erik Valeur som skribent har kunnet pendle mellem de to politiske modpoler Politiken og Jyllands-Posten. Det vidner om et vist mod, udsyn og vilje til at udfordre læserne, at Jyllands-Postens har taget Erik den røde inden for dørene.
Det er svært for journalister at bedrive mediekritik, fordi det per definition er at kaste med sten, når man selv bor i et glashus. Erik Valeur kritiserer medierne for at generalisere på basis af spinkle undersøgelser. Selv generaliserer han uhæmmet baseret på blandt andet egne optællinger af sendeminutter set hjemme fra sofaen i Jylland. Men i det mindste er Erik Valeurs metode journalistisk. Han researcher, skriver godt og eksemplificerer underholdende og præcist i stedet for blot at mene. Hvilket desværre er mere, end man kan sige om så mange borgerlige debattører. Her kan man ofte få en fornemmelse af, at overliggeren sættes lavt, fordi redaktøren er åh så enig.
Ingen nævnt ingen glemt – måske lige bortset fra Claes Kastholm Hansen.
Vi har brug for både flere af de røde og de blå, der kaster med sten i glashuset. Men lad os få den store menu i form af en rigtig gennemskrevet og researchet bog næste gang.
Let omskrevne gamle klummer i stift bind føles – trods kvaliteten – som fastfood.

»60 skarpe skud mod pressen«, Erik Valeur, Forlaget A'Jour, 171 sider, 148 kroner.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen