Fra nitte til nice

Bog: Forfatter: Forlag:

Bog: Lovestormen fra Lolland-Falster
Forfatter: Lise Ravnkilde
Forlag: Ravensource (111 sider, 195 kroner)

Anmelder: Julie Asmussen, grafisk designer, pr-medarbejder og underviser

Hvis fænomenet ’Lolland-Falster Lovestorm’ også er gået hen over hovedet på dig (der måske ligesom jeg ser for lidt tv og glemmer at tjekke Facebook), har freelancejournalist Lise Ravnkilde i udgivelsen ’Lovestormen fra Lolland-Falster’ nedfældet historien om, hvordan en gruppe sydhavsøboere og ildsjæles positive facebookgruppemodsvar mod TV 2’s udkantsserie ’På røven i Nakskov' fra 2015 lynhurtigt samlede over 20.000 medlemmer og blev udslagsgivende i kampen for at vende regionens omdømme fra rådden pære til lækkerbisken – og det så succesfuldt, at gruppen (der blot skulle have kørt i nogle uger) fortsat agerer knudepunkt for hele områdets rebranding.

Jeg kalder med vilje 'Lovestormen fra Lolland-Falster' en ’udgivelse’, fordi ’bog’ er så meget sagt. Lise Ravnkilde kunne netop have valgt at bruge bogformatet og særligt et mere levende layout, så det aktionsprægede, livlige, inkluderende og humoristiske, der tydeligvis har præget hele Lovestorm-projektet fra starten, stod tydeligere frem på billedsiden. I stedet ligner bogen en årsrapport fra en af de kommuner, som netop ikke selv har formået at skabe det sydhavsperleimage, som Lovestormen har udrullet, og det undrer, når en mere legende visuel løsning lå lige for. Hertil kommer, at de næsten pedantiske beskrivelser af, hvilke aktører der gjorde hvad hvornår (sikkert i et velment forsøg på at kreditere alle involverede korrekt) virker lidt trættende i længden.

Når det er sagt, er ’Lovestormen fra Lolland-Falster’ interessant og opløftende læsning, hvis man gerne vil blive klogere på, hvordan lokalsamfund og frivillige kan mobiliseres, hvor mange bjørnekræfter et projekt i denne kaliber kræver, og hvor stor en magtfaktor mennesker (og måske særligt kvinder) i flok (og på Facebook) stadig er, også når landsdækkende medier prøver at vinkle en træls historie ned over en hel region. I udgivelsen lærer vi de bærende kræfter bag projektet godt at kende, vi hører om deres klare og ambitiøse visioner, og ikke mindst får vi et indblik i de overvejelser, de har gjort sig om kommunikations- og samarbejdsstrategier, ligesom Lise Ravnkilde inddrager borgmestres samt kommunikations- og erhvervsfolks perspektiver på og vurdering af Lovestorms eksekvering og betydning.

Selv om udgivelsen kan virke lidt opremsende og skæmmes af selvudgivertyrkfejl, og selv om jeg som læser sidder tilbage med fornemmelsen af, at man ’nok skulle have været der selv’, er det nok meget klogt at få forløbet dokumenteret, mens de involverede kan huske, hvordan det hele egentlig gik til. 

0 Kommentarer