ANMELDELSE. Sådan skriver Christian Schwarz Lausten, direktør i Seismonaut, på bagsiden af den første bog på dansk om content marketing: Content Marketing Bogen.
Jeg kunne ikke sige det bedre selv. Joakim Ditlev og Signe Damgaard Jepsens bog kan læses på tre timer, og på den tid får man en introduktion til, hvad content marketing er, lærer, hvordan man kan implementere denne form for marketing i en virksomhed og får en masse gode råd til, hvordan man skaber det gode indhold og ikke mindst markedsfører det.
Content marketing er en marketingsstrategi, som er baseret på at skabe relationer til kunder gennem underholdende eller hjælpsomt indhold. En strategi, som vi har kendt fra Samvirke og Ud & Se i årevis, men som har fået nyt liv og betydning i takt med, at vi ikke længere gider reklamer og i stigende grad selv opsøger informationer om produkter og tjenesteydelser på nettet, når vi har brug for dem – og også gerne fra andre end producenten selv.
Det har ført til en fundamental ændring af forholdet mellem brugere og virksomheder, og Content Marketing Bogen forklarer, hvordan man skal navigere i dette nye landskab, hvis man vil sælge noget. Det hele er pædagogisk serveret med konkrete eksempler fra kendte og ukendte danske virksomheder som jyskebank.tv, bilka.dk og aarstiderne.com, der allerede er langt nede ad content marketing-vejen til kundernes hjerter og tegnebøger.
Og her ligger måske en af bogens største styrker. Langt hen ad vejen samler bogen blot sammen på det, der i de seneste år er skrevet på blogs og i amerikanske bøger om emnet, men hvor man som dansker har savnet at se tankerne spejlet i en dansk virkelighed. Det bliver de her, og faktisk er danske virksomheder rigtigt gode til at skabe værdifuldt content, hvis man skal tro Andrew M. Davis, der har skrevet bogens forord.
Nogle journalister vil måske tænke: Hvad rager det mig? Men det ligger som en uudtalt præmis hele bogen igennem, at journalister er ualmindeligt godt klædt på til at skabe det indhold, virksomhederne har brug for. Det er de, fordi de er trænede i at skabe rammer for at lave masser af indhold på kort tid, kan spotte historierne, producere dem til deadline og give dem troværdighed. Om man vil, må den enkelte afgøre med sig selv. Det kan man måske finde ud af ved selv at læse bogen.
Content Marketing Bogen
Joakim Ditlev og Signe
Damgaard Jepsen
Content Marketing Bogen I/S
179 sider, paperback 249 kroner, e-bog 149 kroner
Kirsten Sparre er journalist og adjunkt på Aarhus Universitet
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.