En 82 minutter lang odysse i Helvetica-fontens enorme indflydelse på moderne kommunikation. Det lyder vanvittigt, men det er ikke desto mindre det, instruktør Gary Hustwit har præsteret med filmen »Helvetica«.

»Du ser fonte overalt, men der er én, som du ser meget oftere end alle andre, og det er Helvetica. Den er der bare, og det virker, som om den kommer ud af det rene ingenting. Den er som den luft, vi indånder,« lyder det fra den grafiske designer Michael Bierut i starten af filmen, og det indrammer meget præcist filmens ærinde: Hvorfor er en skrifttype tegnet af en forholdsvis ukendt schweizer blevet vores foretrukne måde at kommunikere på i dag? Et spørgsmål, filmen besvarer, men også et faktum, som tages under kritisk behandling af flere af filmens medvirkende.
Det er i år 50 år siden, Max Miedinger i samarbejde med Eduard Hoffmann satte de første streger til det, der skulle blive sans-serif (en font uden fødder) skrifttypen Helvetica på Haas'sche Schriftgiesserei i Schweiz. Siden er Helvetica blevet en af de mest brugte fonte i verden. Et symbol på modernisme, globalisering og fremskridt.
Filmens gennemgående tema er en rejse i typografiens topografi. Filmfotograf Luke Geissbuhler har med nænsom kærlighed indsamlet 'bevismateriale' for Helveticas udbredelse fra New Yorks neonmættede Times Square over den nedslidte forretningsfacade i London til 'Hold venligst 10 meters afstand'-skiltet bag på skraldebilen i Amsterdam. Billederne får tid og rum til for alvor at tale til os, og det er en stor del af filmens styrke. Ord er billeder, og de billeder, vores ord skaber, er i høj grad styret af den klædedragt, vi ifører dem.
Læg dertil et uhyre velvagt soundtrack primært bestående af blip-blåp-simpel electronica, så har du et æstetisk mesterværk, der er en fryd for både øjne og ører.
Filmen er desuden en yderst oplysende gennemgang af den grafiske design-historie. Fra modernisterne, der tog Helvetica til sig med kyshånd – i filmen blandt andet repræsenteret ved Massimo Vignelli, der har designet skiltene i New Yorks undergrundsbane – over de dekonstruktive postmodernister, for hvem Helvetica nærmest var af det onde. Grafiker Paula Scher siger i filmen, at for hende var Helvetica forbundet med alle de store virksomheder, der støttede Vietnam-krigen, så hvis man brugte Helvetica, støttede man krigen. Eller tyske Erik Spiekermann, der sammenligner Helvetica med McDonalds. »Hvorfor bruger vi den? Fordi den er overalt som McDonalds, der er på ethvert gadehjørne og derfor får os til at æde lort,« lyder hans hårde kritik.
Dernæst fører filmen os ind i den grafiske grunge-periode, hvor alt var tilladt, inden filmen slutter af med nogle af de unge grafikere, der igen er begyndt at tage modernismens og dermed Helveticas stilrene og klassiske udtryksform til sig.
Gary Hustwit har med 'Helvetica' taget fat i et ekstremt nørdet og forholdsvis uinteressant emne som en skrifttype og har formået at skabe en vedkommende, oplysende og fascinerende film. Det er en bedrift i sig selv, og derfor burde 'Helvetica' ikke alene blive obligatorisk pensum på Den Grafiske Højskole, men også for alle kommende dokumentarister.
Hvis Journalisten uddelte stjerner eller Journalisten-J'er, så ville der være seks af dem fra mig til 'Helvetica' – naturligvis skrevet i Helvetica Bold, hvad ellers.

'Helvetica', 82 minutter. Instruktør: Gary Hustwit. Medvirkende: Massimo Vignelli, Hermann Zapf, Stefan Sagmeister, Dimitri Bruni m.fl. Dvd-filmen kan købes på www.helveticafilm.com for 25 $ inkl. forsendelse. Dvd'en indeholder desuden mere end 90 minutters ekstra interviews som bonusmateriale.