Bog: Politisk kommunikation
Forfattere: Peter Aagaard og Mark Blach-Ørsten

Forlag: Hans Reitzels Forlag  (240 sider, 300 kroner)

Anmelder: David Trads, journalist, forfatter, foredragsholder

Der er en ordveksling i bogens forord, som allerede vækker bekymring:

To akademikere fra Roskilde Universitet forklarer, at de underviste sammen i et kursus, hvor de kunne mærke, at de havde fat i noget, der krævede ’en kortlægning af krydsfeltet mellem politik og kommunikation i den opbrydningstid, meget tyder på, vi lever i’.

”Vi skal da skrive en bog,” udbrød de to vise mænd!

Kort efter ringede en redaktør fra Hans Reitzels Forlag til de to mænd og spurgte:

”Mangler der ikke en bog om politisk kommunikation?”

Jo, det gjorde der bestemt, mente professor Mark Blach-Ørsten og lektor Peter Aagaard – og så gik de i gang i ’timer og atter timer foran tasterne for at nå frem til det færdige produkt’. Det er den bog – ’Politisk kommunikation. Nye tider og nye aktører’ – som nu er udkommet.

Bogen bærer præg af den meget brede tilgang, som dens formål beskrives på i det korte forord. Det er alt godt fra havet – fra Platon til Løkke, fra Gutenberg til internettet, fra kommunikation til psykologi – og det betyder, at bogen bliver både tung og  for ufokuseret.

Kapitlernes navne afslører, hvor bredt vi når omkring: ’Institutionelle logikker i den nye tidsalder’, ’Det hybride mediesystem og digitalisering’, ’Tænketanke – nye strategiske aktører i den politiske kommunikation’, og ’Hvordan sættes dagsordenen’.

Det er, som om bogen vil fortælle os alt – og den kommer på den måde til at skøjte for let hen over det meste. Er det mest en samfundsvidenskabelig bog, der vil forklare og problematisere politiske processer? Eller en mediekritisk bog om medier i den digitale tidsalder?

Målgruppen er også svær at forstå, når man læser gennem kapitlerne: Der er for lidt videnskab til, at den ligner en akademisk bog til universitetsbrug – og der er for meget til, at den kan ramme en mere bred målgruppe, som kunne have interesse for emnet.

Det er selvsagt ikke en uaktuel bog – for selvfølgelig har vi brug for at forstå og agere i det, som forfatterne kalder den ’fjerde fase’ af den politiske kommunikation. Den fjerde fase begynder, skriver de, i 2006, da den ’mobile datateknologi’ fik sit gennembrud.

Inden da har forfatterne delt den historiske kommunikation op i tre hidtidige faser: Fase 1, som var fra enevældens ophør til 1945; fase 2, der foregik i velfærdssamfundets opbygning fra 1945 til 1984; og fase 3, som handler om konkurrencestatens styrke fra 1984 til 2006. Og så fase 4 fra 2006 til nu.

Disse fire faser synes noget vilkårligt udvalgt. Man kunne i stedet have zoomet ind på den nyere tids udvikling: Hvem beherskede først radiomediet, tv-mediet, ugepressen, fagblade, events, konferencer, Facebook, Twitter, Snapchat og meget andet – og skabte derved nybrud i politisk kommunikation?

Det er ikke en dårlig bog. Den har sine højdepunkter. Dens svaghed er dens manglende fokus.