Anmeldelse af Niels Giversen og Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm: Den hemmelige Krig.

Krudtrøgen hviler tungt over den offentlige skueplads efter premieren på dokumentarfilmen "Den hemmelige Krig" af Christoffer Guldbrandsen med Nils Giversen som medtilrettelægger.

Tilhængere og modstandere har udvekslet salver af skud. Bannere med ord som "rigsretssag" eller "manipulation" hænger stadig halvvejs oppe i flagstængerne, uden at nogen kan bekvemme sig til at hive dem op eller ned.

"Den hemmelige Krig" er lavet af en begavet instruktør, der har sat sig for at skildre den politiske del af menneskers adfærd. Det var Christoffer Guldbrandsen, der instruerede "Lykketoft Finale", som handlede om drømmen om at blive statsminister. Det var også ham, der fulgte Farum-borgmesteren til dørs med "Exit Brixtofte", men mesterværket er hans lavmælte fluen-på-væggen film "Fogh bag Facaden".

Der er intet lavmælt ved "Den hemmelige Krig". Virkemidlerne bliver brugt uden blusel. Krogen sidder i os fra starten, da vi hører, at de danske specialtroppers opgaver i Afghanistan skal være af "humanitær karakter". Sådan lød den officielle formulering.

Så hvad er det, danskerne skal foretage sig? Jo, de skal transportere krigsfanger hen til de amerikanske styrker, hvis præsident belejligt har sat Genève-konventionens humanitære stopklodser ud af funktion for at jage terrorister.

Guldbrandsen manøvrerer storladent med musik, dokumenter, "røgfyldte" billeder og fremragende interviews. Man spidser ører, når han efter problemfrit at have fået oplysninger hjem fra udenlandske kilder vader ind i de hjemlige snirkler og stiller de samme spørgsmål.

"Hvad fanden skal I bruge en syg mands udtalelser til?", spørger Forsvarets pressechef, da filmfolkene beder om adgang til at tale med en tidligere tolk. Og senere i filmen bliver en ørkenvandring af et interview med en talsmand afbrudt af en medarbejder, der med alle tegn på lettelse udbryder: "De 20 minutter er gået!"

En af PR-drengene indrømmer da også, at filmholdet er blevet mødt med "en mur af venlig tavshed". Det holder ikke Guldbrandsen tilbage. Hans budskab går klart igennem alle forsvarsværker og hedder: De danske troppers indsats i Afghanistan blev knap så "humanitært", som det var lovet af Statsministeren. Vi leverede krigsfanger videre til tortur.

I filmen er der rigtig mange billeder af Anders Fogh Rasmussen, der til slut ses i en hjertelig scene med George Bush. De ligner et par, der lige har været hos giftefogeden. Men i virkelighedens verden har Danmarks statsminister været nødt til at tage stilling til de alvorlige anklager, filmen bringer. Det har han gjort prompte og endda uden at have set "Den hemmelige Krig".

"Der er ikke noget at komme efter!" lød den velkendte formel, han hev op af jakkelommen, da han dukkede frem af krudtrøgen med det hvide smil på plads.

Kan det siges bedre? Det passer selvfølgelig ikke. Sandheden ville hedde: "Der er masser at komme efter, men kun hvis vi bliver tvunget til det."

Men trylleformularen har ramt filmen på dens akilleshæl. Den mangler måske lige akkurat de stenhårde facts som kan tvinge politikerne til en uvildig undersøgelse. Men hvis "Den hemmelige Krig" kan få bare nogle vælgere til at tænke sig om, før de skal sætte kryds næste gang, er det jo heller ikke så ringe.