I sin nye bog ’Lidelse på TV’ undersøger den norske forfatter Siri Hempel Lindøe, hvilke lidelseshistorier der finder vej til tv, hvilke fortællegreb der bliver brugt, og hvordan historierne påvirker os som seere. Alle eksemplerne er norske, men kunne i princippet lige så godt have været danske.

Forfatteren opererer med tre forskellige former for fremstilling af lidelse på tv: Medfølelsens topos, fordømmelsens topos og erkendelsens topos, når hun undersøger og analyserer de tre store norske tv-indsamlingsshows, ’På flukt’ – om flygtninge, 2010; ’Krafttak mot kreft’ – om kræftbehandling i Norge, 1997; ’Blå Kors’ – om børn af alkoholikere, 2008.

Topos – i flertal topoi – er græsk og betyder ”sted”. I retorikken bruges det ikke som et fysisk sted, men som et mentalt, hvor ”sted” kan erstattes med ord som fokus, vinkel, perspektiv og præmis. Det hviler på den filosofiske grundtanke, at en sag kan anskues fra forskellige vinkler.

’På flukt’, som vel bedst kan sammenlignes med ’Danmarksindsamlingen’, er ifølge Siri Hempel Lindøe et klassisk eksempel på et program, der benytter sig af medfølelsens topos. Programmet er en blanding mellem lidelseshistorier og underholdning. Der er lagt op til en let stemning, hvor publikum lidt firkantet sagt både græder og griner. Men programmet har en indbygget asymmetri mellem på den ene side den ressourcestærke rige giver og på den anden den ressourcesvage fattige modtager, som kan være med til at forstærke billedet af os og dem. Desuden viser Siri Hempel Lindøes analyse, at vi ikke stiller helt de samme krav til brug af billeder af mennesker i uværdige situationer, når det foregår langt væk, som vi gør, når det kommer tæt på os.

I ’Krafttak mot kreft’ eller ’Knæk Cancer’, som er den danske pendant, skal publikum ikke forholde sig til en fjern lidelse. Der er heller ikke noget økonomisk misforhold mellem giver og modtager. Kræft kan ramme os alle. Ifølge Siri Hempel Lindøe er programmet udformet med erkendelsens topos. Seeren får mulighed for at lytte til erfaringer, som kan være relevante for hende selv og tage ved lære af dem. Desværre er det ikke altid helt sådan. I Danmark har cancer-overlevere og pårørende kritiseret ’Knæk Cancer’ for at fokusere for meget på underholdning og lidelse og med andre ord bruge medfølelsens topos mere end erkendelsens topos.

Udsendelser som ’Blå Kors’, der fokuserer på børn af alkoholikere, benytter ifølge forfatteren medfølelsens topos for at få folk til lommerne, men, advarer hun, programmer af den type kan meget let kamme over i fordømmelsens topos, hvor seerens vrede vendes mod de pårørende.

Det er en interessant bog, som man med fordel kan tage med til redaktionsmødet på DR eller TV 2 forud for næste store indsamlingsshow – om ikke andet så for at blive mere opmærksom på nogle af de etiske udfordringer, man står over for, når man blander underholdning og alvor.

Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist