Bold i blodet er en fodboldglad roadmovie med kommentatorduoen Werge og Frimann i hovedrollen.
ANMELDELSE. I løbet af en fodboldsæson introduceres en række af fodboldpræriens good guys og bad guys.
Werge og Frimann er to vidt forskellige personligheder, der har dannet makkerpar i mere end 10 år, og bogen vil for mange være en fortsættelse (eller gentagelse) af sportsdebat-programmer som "Fodbold for Fa´n" og "Det´ bare fodbold". Nu er Werge og Frimann dog trukket ud af studiet, på rejse rundt til vigtige enklaver af det professionelle fodboldlandskab, mens de varmblodet diskuterer, hvad de største fodboldoplevelser er gjort af. Så langt så godt.
Bold i blodet er mestendels en samtalebog, en samling af udskrevne samtaler og interviews, garneret af dagbogsblade fra Werge og Frimann. Trådene bliver samlet af Nikolaj Thomassen, der beskriver rundturen til de største stadions med nerve og afmålt poesi.
Gennem møder med en række mennesker, der har fingrene nede i mulden, tegner bogen et detaljeret billede af, hvordan talentarbejde og organisation er bygget op i nogle af de største klubber. Vi møder blandt andre den tidligere Brøndby-træner Rene Meulensteen, der assisterer Sir Alex i Manchester United. Foruden teorier om teknisk og fysisk træning leverer han et lille scoop til bogen, da han beskriver sit mislykkede samarbejde med Brøndby IF´s stærke mand Per Bjerregaard.
Mens fodbolddiskussionerne i bogen vil kunne gøre de fleste lidt klogere, er det svært at se, hvad læseren skal bruge de lange passager om klubber og landsholds forskellige pressestrategier til. Det virker lidt navlebeskuende, når Bayern Münchens pressechef, Markus Hörmick, bliver kanoniseret for sin moderne og åbne kommunikationsstrategi, mens hans modstykke på det danske fodboldlandshold, Lars Berendt, får en serie giftpile. Lars Berendts bryske arrogance er velkendt blandt pressefolk, men det forekommer pigesurt at hænge manden til tørre i en bog, der hævder at ville fremme det gode fodboldspil. Dansk Boldspils Union udstilles som et glædesløst kontorlandskab, der ifølge Carsten Werge må bære skylden for, at vi danskere drikker så meget, når vi tager til landskamp. Den diskussion er underholdende, men fattig på substans.
Alt i alt har "Bold i blodet" både sprudlende og mere stillestående passager, og læseoplevelsen bliver dermed noget bumpy.
Flere af bogens interviews lider under, at de fremstår uredigerede og ikke videre appetitlige. Men den tålmodige belønnes med detaljeret viden om fodbold og talentarbejde.
Per Frimann bidrager med erfaring og substans, mens Werge bjæffer og gøgler, og som sådan leverer bogen præcis dét, de to er sat sammen i verden for. De er bevidste om, at de har halvandet ben i underholdningsbranchen, og den begejstrede og uhøjtidelige omgang med fodboldspillet er på mange måder deres største kvalitet.
Kasper Harboe er journalist og radiovært, P4
"Bold i blodet"
Nikolaj Thomassen, Carsten Werge og Per Frimann
Lindhardt og Ringhof
271 sider, 269,95 kroner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.