Farlig og enøjet

Bog: Forfatter: Forlag:

Anmeldelse af Peter Harms Larsen: Besat af virkeligheden I og II.

Det mest irriterende ved Poul Martinsen er, at lige meget hvad nye generationer af dokumentarister måtte finde på så har han allerede lavet det!

Det er det overordnede indtryk, man sidder tilbage med, når man har læst det digre værk »Besat af Virkeligheden I og II«. Peter Harms Larsen har stillet sig selv den ambitiøse opgave at gennemgå hver eneste af Poul Martinsen langt mere end 100 dokumentarprogrammer fra synopsis til offentlig modtagelse, samtidig med at han portrætterer en farlig tv-mand, rød lejesvend, enøjet vidne og stor tv-kunstner for nu bare at nævne nogle af de betegnelser, der gennem tiden er blevet hæftet på Poul Martinsen.

Bogens hovedperson har ikke bare opfundet nyskabende tv. Han har også sat dagsorden, givet Erhard Jacobsen grå hår i hovedet – og været årsag til etiske debatter om, hvordan man behandler sine medvirkende. Alene af den grund er »Besat af Virkeligheden I og II« interessant læsning for alle, der er besat af – tv!

Mysteriet bag den nu 73-årige Poul Martinsens tilsyneladende uudtømmelige kilde af nysgerrighed og lyst til at fortælle forklares i bogen med et uddannelsesforløb, hvor Poul Martinsen først bliver dagbladsjournalist, derefter cand. mag. i psykologi og afslutningsvis tager en master i journalistik i New York – vel at mærke på et tidspunkt, hvor dokumentarfilmen begynder at markere sig som scenisk fortælling i USA.

Poul Martinsen tænker, at de psykologiske eksperimenter, han studerer i bøgerne, simpelthen må være godt tv. Og derfor producerer han i de allerførste år af sin karriere nogle af sine største klassikere, som den dag i dag bliver hevet ned af hylderne, når yngre generationer skal belæres om sublime tv-fortællinger. For Broen (69), Helvedes-ugen (73), Dagbog fra en Fristad (75) er ikke bare eksempler på perler i en imponerende produktion, de er også eksempler på det første reality-tv, der blev produceret i Danmark. Hvilket Poul Martinsen på gerningstidspunktet er lykkeligt uvidende om!

»Besat af virkeligheden« er også en bog om en mand, der navigerer igennem tv-historien fra monopol-tiden i DR frem til konkurrencesituationen i dag. En proces, han klarer uden at blive en sur gammel mand – måske fordi trangen til at fortælle altid har vundet over trangen til at sidde og brokke sig på fællesmøder i DR. Som historisk dokument oplever man desuden en række deja-vu, når man læser om politikere, som årtier tilbage mente, at kritisk dokumentar var politisk propaganda, om radiorådsmedlemmer, som ville blande sig i programindhold. Når man følger med i den seneste debat om for eksempel »Den hemmelige krig«, så er det forsvindende lidt, der har ændret sig på det punkt!

Til gengæld har Poul Martinsen ændret sig – eller i hvert fald sit syn på, hvordan man behandler sine medvirkende. I bogen bekender han sine synder fra nogle af de tidlige produktioner, hvor han i visse tilfælde udstillede sine medvirkende på tv – vel at mærke efter først at have vundet deres fulde tillid! Det fik blandt andet katastrofale følger for en overklassefrue, hvis mand blev fyret fra sit velbetalte job som en direkte konsekvens af udsendelsen.

Som dokumentarist er det befriende at høre om tvivlen og efterrationaliseringerne – og det er bogens største styrke, at den på en række punkter virkelig giver stof til eftertanke.

Men hvis man læser »Besat af Virkeligheden« slavisk fra den ene ende til den anden, kan man dog se frem til en noget monoton omgang, for Peter Harms Larsen har været meget demokratisk i sin gennemgang af produktionerne. Heldigvis er det så nemt at finde frem til et af de mere interessante afsnit.

Peter Harms Larsens »Besat af virkeligheden« I og II, DR Multimedie, 736 sider, 599 kroner

0 Kommentarer