Bog: Farvel, mit Syrien – Fortællinger om krig og flugt
Forfatter: Sanne Gram Fadel
Forlag: Gyldendal (280 sider, 249 kroner)

Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist og journalistisk lektor

’Farvel, mit Syrien’ er en fortælling om tre syrere. Jad fra Yarmouk-bydelen i Damaskus og søstrene Sara og Rahim fra Homs. Det er historien om en flugt fra et liv, der var engang, og om et land, der langsomt bryder sammen, mens verden omkring passivt ser til.

Bogen blander fortælling med fakta fra de seneste fem års udvikling i krigen i Syrien. Fakta, som pinligt afslører magtesløsheden og verdenssamfundets tøven, mens først Assad-styret og siden Daesh strammer grebet om den syriske befolkning i kampen om magten. Det var og er stadig rystende og fortvivlende at læse om.

Jad, Sara og Rahim er velfungerende unge, som havde et godt liv i Syrien, elsker deres land og ser flugten som en absolut sidste mulighed. Det lykkes for eksempel Rahim at gøre sine studier på universitetet i Homs færdige, selv om krigen har tvunget hende til Damaskus, og hun må ud på en længere omvej over Libanon for at komme tilbage til Homs og tage en sidste eksamen.

Fortællingerne er bogens styrke, men også dens svaghed.

Forfatteren, Sanne Gram Fadel, der er Jyllands-Postens tidligere korrespondent i Mellemøsten og derfor kender området, kalder selv i efterskriftet bogen for en journalistisk fortælling eller rettere genfortælling, for historierne er fortalt af flygtningene selv, efter at de har forladt Syrien, og hermed er hele projektet baseret alene på deres forklaringer og deres erindringer.

Som Sanne Gram Fadel skriver, så ”er det et grundvilkår, at mennesker ikke husker alt, at der vil være en vis grad af hukommelsessvigt eller fejl i deres erindring”.

Hun har i det omfang, det har kunnet lade sig gøre, dobbelttjekket oplysningerne. Derfor kan det også undre, at hun lader Jads udtalelser om, at de arabiske tv-stationer Al-Arabiya og Al-Jazeera manipulerer med sandheden, stå uimodsagt – især når han bliver så konkret som på side 33 og 34:

”På et tidspunkt havde Al-Jazeera vist en video, som ifølge tv-stationen var fra Yarmouk. Her kunne man se, hvordan politiet brutalt slog folk ned, men han troede ikke på, at det var optagelser fra Yarmouk. Han havde ikke hørt om det, og det lignede heller ikke Yarmouk. Derfor blev han bestyrket i sin mistanke om, at udenlandske medier og udenlandske kræfter var med til at opildne til uroen.”

Hvor ved Jad det fra? Her kunne det have været godt med en kildehenvisning.

Senere i bogen – på siden 73 – er der en dialog mellem Sara og nogle af hendes veninder. Dialogen er fra en situation, hvor en mand truer Sara med et gevær, fordi hun ikke er tildækket: ”Du tør ikke skyde mig. Du er jo ikke en rigtig mand,” råbte hun (Sara, red). Veninderne var skrækslagne. ”Sara, du er skør. Lad være med at sige sådan noget. Du bliver dræbt. Stop Sara.” 

Det er modigt at være så detaljeret, når man ikke selv har været til stede og hørt ordene falde. 

Rekonstruktion er en helt legitim og meget anvendt metode, men når man giver sig ud i et så risikabelt journalistisk projekt, som det er alene at basere sin fortælling på andres forklaringer, fordi man ikke selv har haft mulighed for at være til stede – i dette tilfælde i Syrien – så er det ekstra vigtigt, at dokumentationen er i orden. Det er muligt, den er det. Det er bare ikke synligt for læseren, fordi der ikke er udførlige kildehenvisninger bagerst i bogen. Og det er en skam.