I denne uge kører Venstre en storstilet kampagne i gang, hvor de opfordrer til at kigge bag facaden på de politiske modstandere.

ANMELDELSE. Ikke det værste tidspunkt for at anmelde bogen "Den politiske komedie – at forstå politik uden at forstå sagen".
Bogen rammer lige præcis ind i den større debat om, hvordan vi fortæller politik. Skal det handle om sagen? Eller skal det handle om den politiske proces – altså dramaet om, hvem der siger hvad, hvordan og hvornår? Foretrækker man at se på politisk indhold, kan man stoppe med at læse her. For denne bog handler om den politiske proces – og løfter den politiske proces op til at være det, vælgerne kan forstå. I Kjøllers verden er politikernes kommunikation af fire særlige dyder det, vælgerne forholder sig til og beslutter ud fra. Politikerne skal så prøve at give indtryk af, at de besidder passende portioner af ærlighed, idealisme, stabilitet og kompetence.
Hvis politikerne er skuespillerne på scenen, og vælgerne dem, der ser på den politiske komedie, så kunne journalisterne være blandt dem, der iscenesætter. En lidet synlig, men jo alligevel ganske interessant rolle. Journalister optræder i Kjøllers bog som ordstyrere, der måske, måske ikke prøver at få politikerne til at tale om indholdet. Journalister optræder også som dem, der kan lokkes til bestemte historier, ved at dokumenter bliver gjort vanskelige at få fat i – efter mottoet "censur er den bedste anbefaling". Journalisterne som brikker i opsætningen?
Kjøller er lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet, men han er ikke kun universitetsmand og forfatter. Han er også en af skribenterne i Berlingskes Groft Sagt. Både tonefald og syn på det politiske spil viser da også, at han ikke er bange for at gå til sagen.
I "Den politiske komedie" prøver Kjøller at opbygge et nyt system for at analysere den politiske komedie og taktikken. Til formålet opstiller han en række nye begreber, der dog ved første læsning virker til at kunne blive erstattet af mere kendte danske ord. Eksempelvis begrebet pokaler – som nok kan oversættes med mål eller succes. Og begrebet tapettale og tapettale Xtra – der efter min bedste vurdering kunne oversættes til taktisk valgt udenomssnak eller ditto sort tale. Systemet er så omfattende, at Kjøller selv løbende krydshenviser til andre sider – både frem og tilbage i bogen.
I udgangspunktet en interessant tilgang. Det kan være meget nyttigt at gen-tænke hele det politiske spil ved at læse en bog, hvor ens egen profession bliver betragtet som noget, der kan og skal manipuleres. Alligevel er dette ikke en bog, jeg vil anbefale til journalister. Når et helt kapitel kan bære overskriften "Den politiske føljeton lever af strid", så er vi simpelthen ikke målgruppen. For det lærte vi da på første semester.

"Den politiske komedie – at forstå politik uden at forstå sagen".
Klaus Kjøller
Forlaget Hovedland
331 sider, 279 kroner

Brigitte Alfter er freelancejournalist