Bog: De besatte
Forfatter: Flemming Rose
Forlag: People's Press (352 sider, 300 kroner)

Anmelder: Johs Lynge, freelancejournalist

Da Flemming Rose i 2011 blev præsenteret for en ”håndfæstning”, hans bestyrelsesformand havde udformet, forsøgte hans sagtmodige chefredaktør, Jørn Mikkelsen, at komme med et konstruktivt indspark. Det var nemlig nu desværre slut med at være til stede i offentligheden – og i det omfang, redaktør Rose skulle skrive i sin egen avis, var der en lang række religiøst relaterede emner, han skulle holde sig fra. Men til gengæld opfordrede Mikkelsen ham til at blande sig mere i redaktionsledelsens diskussioner om opbygningen af en ny forbruger- og livsstilssektion med navnet Puls.

”Det var imidlertid ikke her, min ekspertise lå,” konstaterer Rose tørt i sit forsvars- og angrebsskrift 'De besatte', som unægtelig har antændt debatten om ytringsfriheden igen, i ekkoet fra den 11 år gamle Muhammed-sag, og hvad deraf fulgte af uhyrligheder.

En række forpurrede/forfejlede attentater mod JP/Politikens Hus' ansatte og ejendom fik bestyrelsesbossen Jørgen Ejbøl til at lægge en dæmper-strategi for redaktør Rose, som han trak ned over hovedet på sin ellers indtil da, efter denne bog at dømme, højt skattede medarbejder. At den personalepolitik var problematisk, og måtte medføre et brud, står vist de fleste klart i dag, som sagen er oplyst i pressen og i udførlige detaljer i denne bog; der dog stadig er partsindlæg, uanset Roses oprigtighed og skriftlige dokumentation.

Presseetiske principper og historiske paralleller til Nazi-Tyskland og Østblokken bringes i spil i rigt mål. Men proportionerne halter måske lidt for Flemming Rose, når han for eksempel skriver:

”Jyllands-Posten havde besluttet at publicere nogle harmløse tegninger, der ikke overskred grænserne for gængs religiøs satire i Danmark.”

Ja, såmænd bare alle muslimers profet afbildet som ædende ond selvmordsbomber – samt andre ledsagende narrestreger. Men har man en indlysende interesse i ikke at vippe balancen mellem liberale, moderate og radikale muslimer til fordel for sidstnævnte, kan den slags offensiver vel være risikable

Ansvaret for aggressionerne, der fulgte, er selvfølgelig aggressorernes. At det analytiske jugement imidlertid svigtede på JP i sin tid, i den forstand at man utilsigtet svækkede liberale muslimske kræfter og ytringsfriheden, er en kendsgerning, som Rose ikke rigtigt forholder sig til i sine ellers udførlige analyser i denne alligevel læseværdige bog.