search

Eventyret i Silicon Valley, som var for godt til at være sandt

Bog: Ondt blod – Grådighed, svindel og storhedsvanvid i Silicon Valley Forfatter: John Carreyrou Forlag: Forlaget Memoris (347 sider, 300 kroner)

Bogen ’Bad Blood – Secrets and Lies in a Silicon Valley Startup’ er lige udkommet på dansk med titlen ’Ondt blod – grådighed, svindel og storhedsvanvid i Silicon Valley’. Og som forlaget Memoris også oplyser, blev ’Bad Blood’ udnævnt til årets businessbog i 2018 i USA af Financial Times og McKinsey. Den lå på New York Times’ bestsellerliste i over 30 uger. Begge dele, kan undertegnede skrive under på, var med god grund. Det er nemlig en topspændende bog – helt umulig at lægge fra sig, og jeg læste den prompte, da den udkom.

Det gjorde jeg af flere grunde. Først og fremmest, fordi den var så spændende, men også fordi alle journalister, der arbejder med og måske især i USA, må holde øje med Silicon Valley. Hvis man lægger Google, Amazon, Microsoft, Facebook, Twitter og YouTube sammen (og lægger de mest populære videospil samt Instagram og WhatsApp oveni), har man stort set dækket hele USA’s befolkning fra vugge til grav. Coronakrisen har blot yderligere digitaliseret amerikanernes hverdagsliv – fra arbejdspladser til netindkøb.

De store techfirmaer har med andre ord for længst opnået mere magt over amerikanernes hverdag både på godt og ondt, end den børnehave i Washington D.C., der til daglig kendes som Kongressen, har. For slet ikke at tale om Det Hvide Hus, som – hvis foretagendet havde været en startup – for længst ville være blevet lukket og CEO’en være havnet på gaden, ligesom investorerne enten ville have fortrukket eller søgt andre mere lukrative græsgange.

Og dog. Måske er Donald Trump i virkeligheden politikkens svar på Elizabeth Holmes; hun var i hvert fald lige så dygtig til at svindle med koldt blod, som Trump i flere tilfælde har været f.eks. med sine kollapsede kasinoer og ”Trump University”, der måtte lukke. Og nøjagtig ligesom præsidenten, der ikke tåler at blive sagt imod, og som behersker sine nærmeste omgivelser, var det med Holmes, kvinden, der allerede som 19-årig stiftede biotekvirksomheden Theranos. Her skulle avancerede maskiner teste blod på en helt ny og revolutionerende vis – uden nåle, blot med et lille prik.  Lange ventetider ville blive noget fra fortiden, lynhurtige resultater ville gøre det muligt at få resultater stort set øjeblikkeligt via den nye banebrydende teknologi. Firmaet blev i 2015 vurderet til en værdi på 9 milliarder dollar, og pengene væltede ind fra private investorer bl.a. fra ivrige kapital- og pensionsfonde.

Der var blot ét betydeligt problem: Teknikken virkede aldrig.

Som den Pulitzer-prisvindende journalist John Carreyrou (der var manden, som afslørede fup-projektet) malende beretter om i bogen i detaljer, var der flere medarbejdere, som råbte vagt i gevær, men Theranos var tordnende ligeglad.

Hun overhørte konsekvent kritik og skaffede sig af med dem, der blev for højtråbende. Hun var iskold og afvisende, men en af grundene til, at bogen er så fængslende, er, at det samtidig står helt klart, at hun også charmerede og skabte en kult, hvor hun fermt og uden problemer snoede både sin bestyrelse, sine direktører, investorer og store kunder (bl.a. USA’s næststørste kæde af apoteker, Walgreen) om sin lillefinger.

De blev alle transformeret til et unisont heppekor, lige til boblen brast i 2015, hvor en ”whistleblower” lækkede skandalen til Carreyrou, der har vundet adskillige journalistiske priser for sit arbejde. Det skal her nævnes – det gør historien endnu mere saucy (altså pikant), som amerikanerne siger, at en af hovedinvestorerne var Rupert Murdoch, der også ejer den avis, som Carreyrou bragte afsløringen i, The Wall Street Journal. Og hvem er mon Holmes’ advokat i den retssag, som lige nu er corona-udskudt? Ingen ringere end David Boies – advokatskurken i bogen, ’Catch and Kill’, som Journalisten tidligere har omtalt (skrevet af Ronan Farrow) om afsløringen af Harvey Weinstein. Verden er lille – også i USA.

Og det er selvsagt en tredje god grund til, at alle journalister bør læse denne bog. Journalisten viser sig nemlig også her – det beskrives i anden halvdel af bogen – i rollen som den helt nødvendige undersøger, der råber op til gavn for resten af samfundet, når noget er helt galt. Sådan var det med Weinstein – og sådan var det med Theranos. I øvrigt kan det godt tilfredsstille enhver ligestillingsbevidst type, at skurken for en gangs skyld er en kvinde. Klædt i sort med rullekrave og gudesmuk. Så kan man få rusket lidt op i klichéerne. Når Hollywood genoptager arbejdet – det meste ligger stille nu grundet coronakrisen – er det i øvrigt meningen at filmatisere bogen med  Jennifer Lawrence i hovedrollen som Elizabeth Holmes.

Bogen er oversat lydefrit til dansk af Michael Jepsen, og det er værd at kippe med flaget for også.

Annegrethe Rasmussen er USA-korrespondent og chefredaktør

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen