ANMELDELSE. ’Etik for journalister på nettet’ hedder bogen. Og – siger min erfaring – mange kolleger vil blive trætte alene ved tanken om at skulle læse næsten 200 sider om etik på nettet. De kan selvfølgelig også bare lade være. Men det ville være et dårligt valg. 

 

For det er en god bog, en spændende bog, en velkomponeret og veldokumenteret bog om de uomtvistelige problemer (og muligheder for den sags skyld), som i Danmark og i resten af verden præger journalistikken på nettet. Som Geir Terje Ruud, tidligere chefredaktør på ekstrabladet.dk, siger i bogen:

 

”På avisen kunne vi nogle gange bruge 24 timer på at diskutere etikken bag en historie. På nettet måtte man vurdere det på sekunder.”

 

At det er et problem, ved alle i branchen. Ja, det diskuteres for så vidt igen og igen. Men når det kommer til at høvle historier (gerne andres historier uden egen research) på nettet – hurtigt, hurtigere, hurtigst – ja, så forsvinder etikken. Igen, igen. Med efterfølgende beklagelser, når historien viste sig ikke at holde. ”Ups, der gik vi over stregen. Vi beklager. I morgen gør vi det formentlig igen.” For alle vil være hurtige – helst hurtigst. Og så viger etikken. For klik. Og dermed penge.

 

Omvendt har nettet heldigvis givet den fjerde statsmagt det problem, at læserne er blevet den femte statsmagt. Læserne kan i dag på en helt anden måde kontrollere kontrollanterne. En chefredaktør fra Washington Post fortæller i bogen om en af avisens klummeskribenter, som i nogle tilfælde selv fandt på nogle ting: ”Det ville han ikke have sluppet af sted med i dag. Det er en stor fordel ved nettet, at der findes kritikere, der øger etikken. På det område har internettet været en stor hjælp.”

 

I 14 velskrevne kapitler behandler forfatterne problemerne med etik på nettet. Med masser af eksempler fra den virkelige verden. Med refleksioner fra mediefolk her og i udlandet. Der er sikket mange andre problemer, men deres 14 emner er nogle af de mest centrale, for eksempel ”Breaking news”, ”Når vi skriver af fra hinanden”, ”Fejl spreder sig, det gør rettelser ikke”, ”Retten til at blive glemt”. Og hvert kapitel er fulgt op af en række anbefalinger – ”80 råd, du ikke kan undvære”, som forfatterne kækt kalder dem. 

 

Det her er ganske enkelt en bog, som bør læses af alle, der bedriver journalistik på nettet, den bør være grundbog på journalistuddannelsen – og ikke mindst bør den være pligtlæsning for alle de chefer, der lægger rammerne for deres eget netmedie. Rammer, som presser medarbejderne til at være hurtige, hurtigere, hurtigst – på trods af den journalistiske etik. 

 

Om det vil hjælpe på etikken, at de alle læser bogen, se, det er en anden sag. Skade kan det i hvert fald ikke. Og vi vil med garanti mange gange endnu se dem stå offentligt frem med en beklagelse om at have været for hurtigt ude med en historie, som viste sig at være en helt anden historie – eller slet ingen historie. I morgen gør de det formentlig igen.