Anmeldelse af Henrik Saxgren: Krig og kærlighed

Hverken ambitioner eller visioner skorter det på i Henrik Saxgrens overbevisende billedværk Krig og kærlighed – om indvandringen i Norden. Med klædelig ubeskedenhed vil dansk dokumentarfotografis mest markante skikkelse skabe et tidsbillede af Norden, der oven i købet skal rage op for eftertiden som en dokumentation af vores samtid.

Der er gode chancer for, at det kommer til at lykkes. Ikke mindst fordi det politiske og det kunstneriske danner et vellykket parløb hos Saxgren. Fotografen stiller sig ikke op på en kasse og megafonråber sine budskaber ud. Tværtimod giver han plads til, at 253 immigranters liv udfolder sig for læseren i billeder og ord. Det klæder Saxgren, at han tidstypisk har skrottet sin tidligere mere ekspressive stil til fordel for det lavmælte, sociologisk registrerende. Præcist skildrer han lokale historier, som de er forankret i en konkret virkelighed, så vi bliver bragt til at reflektere over problemstillinger, der alt for tit udløser automatholdninger: Spændingerne mellem det nationale og det globale, racisme og fejlslagen integration.

Adskillige fælder ligger for fødderne af fotografer, der, som Saxgren, begiver sig ud i grænselandet mellem æstetisk og sociologi. Fotohistorien giver talrige eksempler på nok så velmenende socialdokumentariske projekter, der er gået lige lukt i dem. Problemet er som regel, at fotograferne ikke engagerer sig i modellernes specifikke liv og livsbetingelser. Det kan enten komme til udtryk ved, at de bruger dem til at illustrere nogle overordnede menneskelige vilkår som armod eller social ulighed. Eller at de bliver portrætteret som eksotiske og fremmedartede. Med bogens fine samspil mellem tekster og billeder manøvrerer Saxgren behændigt uden om fælderne.

Fotografen genfortæller for det første indvandrernes historier. Det er både medrivende og forfærdende læsning, der får betragteren til at se det enkelte individ frem for blot repræsentanten for en race eller befolkningsgruppe. For det andet holder hans kamera sig på afstand af personerne, som lidt stift har taget opstilling i deres stue eller køkken, mens de direkte og nøgternt kigger ind i linsen. Vi lades ikke i tvivl om, at situationerne er kunstige, iscenesatte. Derfor kan vi ikke bare indtage en position som fluen på væggen, der nyfigent er tilskuer til 'de fremmedes' liv. Saxgren tvinger os i mere end en forstand til at se dem i øjnene.

Når bogens udsagn ellers er så nuanceret, er det ærgerligt, at et klichéfyldt og lidt klægt foto har fundet vej til forsiden. Det viser tre brasilianske kvinder, som står iført sexet og farvestrålende sambaudstyr med fjer, pailletter, netstrømper og høje hæle i et nordisk standardkøkken, hvor der pænt er dækket op til kaffe og kage. Kontrasten er til at få øje på, og man kan hverken beskylde billedet for at være tamt eller kedeligt. Men da det er placeret på forsiden af bogen, bliver det på sin vis det første argument for at købe den, når den ligger ude i handlen. Og hvad argumenterer fotografiet så med? Jo, med en fortærsket fremstilling af ikke-vestlige kvinder som erotiske og spektakulære væsener.

Ser vi bort fra forsidesvipseren, har Henrik Saxgren med Krig og kærlighed – om indvandringen i Norden beriget os med et værk, der inviterer til fordybelse og eftertanke i en tid, hvor fronterne er trukket hårdere op end godt er. Køb den før din integrationsminister.

Henrik Saxgren: Krig og kærlighed – om indvandringen i Norden, Gyldendal, 266 sider, 399 kroner.