Det er den enkelte sætning, der gør udslaget hos Hemingway. Som løfter teksterne fra det ordinære til det særlige. Som når han midt i en reportage fra boheme-miljøet i 1920’ernes Paris sætter tingene på plads med sætningen: ”De har alle sammen gjort sig så store anstrengelser for at opnå en skødesløs individualisme i deres påklædning, at de er blevet næsten ens i deres excentricitet.” Hemingways iagttagelsesevne er skarp, han skriver vittigt og med sans for det store drama – også i det små – og så formår han at forene sin tydelige tilstedeværelse i teksterne med et inkluderende sammensurium af andres stemmer.
I bogen her præsenteres vi for hele 75 reportager, hvoraf 35 aldrig tidligere har været oversat til dansk. Vi begynder i de tidlige 1920’ere, hvor Hemingway blandt andet skriver om hverdagsoplevelser som en gratis barbering og rejseskildringer fra især det europæiske kontinent. De fleste af disse artikler blev publiceret i aviser i Toronto og er ret korte. Senere i bogen finder vi længere reportager fra magasinet Esquire, hvor Hemingways arketypiske materiale dukker op i form af Cuba-reportager, artikler om fiskeri og om kunsten at dræbe en løve. Og endelig møder vi i bogens sidste tredjedel et væld af indsigtsfulde krigsreportager, både fra Den Spanske Borgerkrig og Anden Verdenskrig.
Hen over de 75 reportager kan man spore en vis repetition. Med lidt god vilje kunne man kalde det et fokus og pointere, at Hemingway blot bliver ved med at skrive om de ting, han har viden om og interesse i, men det giver ikke desto mindre bogen en grad af ensformighed. Og man tager sig selv i at tænke, hvor interessant det kunne være, hvis Hemingway kastede sig over noget helt og aldeles andet end tyrefægtning, krig og fiskeri.
For det meste flyder sproget. Dog er der også mere kluntede og lettere bedagede tekststykker i samlingen. Den slags tilgiver man dog hurtigt, da man let rives med af stoffet. Hemingway har ry for at være en maskulin forfatter, hvilket nok skyldes hans emnevalg, men indimellem nuanceres dette ry. For eksempel når Hemingways hustru er med på fisketur og fanger betydeligt flere og større fisk end husbonden. Den slags holder Hemingway sig ikke for stolt til at skrive. Så maskulint orienteret er han altså heller ikke.
Hemingway lever, som han skriver. Og han skriver, som han lever. Det kommer der en særlig stemme ud af; et tydeligt jeg, uden hvilket teksterne ville være vage. Med Hemingways markante røst står teksterne nu og sitrer et sted mellem journalistik og litteratur.
Steffen Moestrup er ph.d., adjunkt på DMJX, freelancejournalist & kritiker
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.