ANMELDELSE. Lanceringen af ”The Daily Beast” den 6. oktober 2008 kunne næppe være timet mere uheldigt. Mediemogulen Barry Dillers ambition var at revolutionere udformningen af nyheder og ikke mindst annoncer på nettet. Men hans nyheds- og blogsite gik i luften, præcis tre uger efter at Lehman Brothers’ kollaps havde udløst en finanskrise, som skulle sende chokbølger langt ind i medieverdenen og, i hvert fald for en tid, fjerne dens økonomiske grundlag ved at bringe annoncørerne i knæ.

Når det er lykkedes ”bæstet” – opkaldt efter en fiktiv tabloidavis i Evelyn Waughs roman ”Scoop” – at overleve længe nok til at kunne fejre fem års fødselsdag, skyldes det måske mest udgiverens stædighed. For mens hovedkonkurrenten The Huffington Post bare buldrer derudad, har The Daily Beast mødt megen modgang på sin vej. Seks millioner unikke besøg per måned lyder flot, men HuffPost har tolv gange så mange. Et mislykket og netop afsluttet ægteskab med Newsweek fik i fjor driftsunderskuddet til at nærme sig den kvarte milliard kroner, og for nylig blev medarbejderstaben skåret ned til 65 – nogenlunde samme antal, som man begyndte med.

Til gengæld har bæstets design vundet bred anerkendelse og er de seneste to år blevet tildelt førsteprisen i kategorien ”News” i The Webby Awards, verdensmesterskabet i webdesign og -arkitektur. En del af forklaringen er den markante forside med signaturspalten ”The Cheat Sheet” – et skarpt og kompromisløst bud på den kuratorrolle, mange tiltænker fremtidens nyhedsredaktør. En anden er sitets enkle og konsekvente opbygning, som kun har undergået mindre justeringer, redaktionelt såvel som grafisk, i forhold til det koncept, Diller sammen med sin navnkundige redaktør, Tina Brown, og designbureauet Code and Theory skabte i 2008.

På den tekniske front foregreb man udviklingen. Rent typografisk var nettets muligheder langt mere begrænsede for fem år siden, end de er i dag. The Daily Beasts forside skilte sig ud med sit kontrastfulde og raffinerede skriftbillede. Og den stramme vertikale sidestruktur var som skabt til en iPad i højformat; men som bekendt sendte Apple ikke sin tavlecomputer på markedet, før halvandet år efter at The Daily Beast havde haft premiere (de første Android-tablets dukkede op i 2009).

I foråret blev det varslet, at The Daily Beast – som på det tidspunkt kæmpede bravt for at få sit kaotiske parforhold med Newsweek til at fungere – skulle relanceres. Det ny responsive design fulgte imidlertid med nyhedsmagasinet, da dette blev solgt fra, og i stedet måtte The Daily Beast nøjes med et facelift, som blev rullet ud 29. oktober.

I tidens ånd er der først og fremmest tale om en forenkling, hvor forsidens stringente form, den kontante farveholdning og kraftfulde typografi er søgt bevaret. Umiddelbart virker det dog, som om bæstet i sin ny ”flade” udformning, næsten komplet renset for skygger og effekter, har mistet lidt af sin stærke og genkendelige identitet. Designet er rent og funktionelt, men ikke så unikt som tidligere.

Eftersom også frontfiguren Tina Brown nu er strøget videre til nye udfordringer, kan det aktuelle forsøg på relancering meget vel være sidste skud i bøssen fra Barry Dillers side. Udgiveren varsler flere nye tiltag. De er i høj grad påkrævet, hvis det smukke bæst skal undgå at gå over i historien som endnu et bevis på, at et godt udseende ikke er nogen garanti for succes.

Ole Munk er designkonsulent og grafisk formgiver, uddannet som arkitekt med speciale i visuel kommunikation. Ekstern lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han anmelder publikationer i Journalisten med fokus på arkitektur, design og funktionalitet.