Bog: Du må ikke græde – for så mister du blod 
Forfatter: Nagieb Khaja
Forlag: Gyldendal (229 sider, 280 kroner)

Anmelder: Thomas Schiermacher, journalist, Rudersdal Avis

”Du må ikke græde, for så mister du blod,” siger en 10-11-årig dreng til sin lillebror på et hospital i den nordlige del af Syrien, efter at drengen er blevet såret af bomberne, der regner over den oprørskontrollerede del af landet. Det har Nagieb Khaja gjort til titlen på sin samling af reportager fra det borgerkrigshærgede Syrien.

Måske husker du billederne på sociale medier af Nagieb Khajas forslåede ansigt? De blå opsvulmede øjne, hævede læber og store buler i hovedet var resultatet af et møde med tyrkiske grænsevagter på en af de farefulde ture, som han har taget ind og ud af Syrien for at skildre borgerkrigens konsekvenser.

Men de tæsk, Khaja får af de tyrkiske grænsevagter, er ikke bogens store clou eller det, det handler om. ’Du må ikke græde …’ handler nemlig ikke om journalisten og de vilkår, han arbejder under, men om de mennesker, der kæmper i krigen. Dem, der kæmper for at overleve, for at hjælpe deres medmennesker, for demokrati eller det stik modsatte.

De historier, Khaja kommer hjem med, er sindsoprivende. Han skildrer eksempelvis sit møde med Zahir Nassra, som han møder under en rejse til det sønderbombede Aleppo. Den syriske mand finder sin afdøde datters sandal i ruinerne af en skole. Det er rædselsfuld læsning, der burde være obligatorisk.

I den anden ende af spektret møder vi ’Store Abde’. Den tidligere bandeleder fra Blågårds Plads med det fulde navn Abderozzak Benarabe, der vil ændre sit liv og beslutter at tage til Syrien for at kæmpe på oprørernes side. Khaja rejser med Abde og en af bandelederens venner. De to danske syrienskrigere oplever livsfarlige situationer, og det gør Khaja også, for med et usædvanligt mod viger han ikke fra at tage ud til fronten, hvor artilleriet og kuglerne flyver om ørerne. Måske den historie er den mindst sindsoprivende i bogen. Den danske bandeleder fremstår som en eventyrer uden noget på hjerte, men det er ikke Khajas skyld.

I den danske debat er syrienskrigere det samme som terrorister. Men det billede bliver udfordret af historien om ægteparret Racquell Hayden-Best og Tauqir Sharif, som Khaja møder i Atmeh, nordvest for Aleppo. Ægteparret er rejst fra deres trygge tilværelse i England til Syrien, fordi de ikke kunne holde ud bare at se på, mens den største humanitære tragedie i årtier udspillede sig. Parret forsøger at drive en flygtningelejr, men kan næppe vende hjem til England uden at blive retsforfulgt.

Nagieb Khaja skildrer menneskeskæbner og giver et meget nuanceret billede af, hvad både regimet med Bashar Al-Assad i spidsen, hans allierede i Rusland og de amerikanske styrker i landet gør ved civilbefolkningen, og hvad der driver unge mænd og kvinder fra vestlige lande mod syd for enten at gå i krig eller yde humanitær bistand til ofrene.

Bogens sidste ord er ”Bare lov, du ikke glemmer mig.” Det er Zahir Nassra, der fandt sin dræbte datters sandal, der siger det. Læser du Khajas bog, så kan du ikke glemme ham.