Hen mod slutningen af Jens Nauntoftes bog ’Verden og den arabiske udfordring’, efter mere end 200 siders pædagogisk gennemgang af de tumultariske omvæltninger i Mellemøsten de seneste år, når man til en række afsluttende afsnit. De handler om ”paradigmeskiftet i arabisk politik”, ”de nye alliancer i Mellemøsten” og om, at ingen dybest set ved, hvad der venter i regionen.

Så står man der. Klog på meget. Og blank på endnu mere.

For lader det sig overhovedet gøre at give et troværdigt, dækkende og ikke mindst meningsfyldt overblik over, hvad Mellemøsten er blevet til siden det såkaldte Arabiske Forår? Og hvis sådan et overblik lader sig tegne, hvad kan det så overhovedet bruges til? Om noget?

Jens Nauntofte, forfatter og mangeårig udenrigskorrespondent for Danmarks Radio, gør et ihærdigt og modigt forsøg. Et forsøg, der langt hen ad vejen lykkes med sit egent­lige formål, nemlig at gøre foreløbig status over den politiske udvikling i de seks oprørslande Tunesien, Egypten, Syrien, Bahrain, Yemen og Libyen.

Jeg har selv rapporteret fra de første fire lande under omvæltningerne, og fælles for rejserne var, at den politiske, militære og civile situation ofte udviklede sig med så stor hast under opholdet, at observationer og øjebliksbilleder kunne være uaktuelle, allerede før man rejste hjem igen. 

Det har været den nødtvungne præmis, når de danske medier har dækket revolterne i Mellemøsten siden 2011: Man har haft nok at gøre med at rapportere fra demonstrationer, magtkampe og optøjer, som de tog sig ud i sekundet. Det store perspektiv har ofte manglet.

Et par eksempler:

Vi har hørt om uroen i Bahrain, men meget lidt om, hvorfor Saudi-Arabien er så hunderæd for, at shiitter sætter sig på magten i oliestaten og fuldbyrder rækken af shiamuslimske regimer, der omslutter Riyadh. 

Vi har hørt om ’Operation Daggry’, der ”befriede” Libyen fra diktator Gaddafi, men alt for lidt om det kaotiske efterspil med kidnapninger, uforudsigelige bombesprængninger, klanfejde og hele delstater, der synes sunket ned i en permanent lavintensitetskrig. 

Vi hører om de islamistiske partier, der i Egypten og Tunesien tog magten efter demokratiske valg og siden mødte stor modstand, men vi hører ganske lidt til de demokratiske kræfter, der i vid udstrækning animerede Det Arabiske Forår.

Netop derfor er der brug for udgivelser, der samler op, sorterer i bulletinerne og giver perspektiv. Det er her, at Nauntoftes bog – der er tiltænkt undervisning i samfundsfag – kommer til sin ret. Som læser tages man pædagogisk i hånden, og selv som Mellemøsten-fetichist er man taknemmelig for, at der med ’Verden og den arabiske udfordring’ bliver skabt – i hvert fald midlertidigt – orden i kaos.

Netop det midlertidige er også bogens svaghed. For med Vestens hastigt opskalerede krig mod oprørsmilitsen i Islamisk Stats og dens selverklærede kalifatstat er udviklingen på centrale punkter allerede ved at løbe fra udgivelsen. I Syrien er militante islamistiske grupper, der før bekrigede hinanden, eksempelvis begyndt at rotte sig sammen efter meldingerne om civile tab forårsaget af den USA-ledede koalition. Et helt nyt paradigme tegner sig. Måske.

Læg dertil de seneste måneders politiske tumult i Yemen, og bogens raison d’etre – det rolige og dækkende overblik – risikerer at være uddateret, mens denne tekst går i trykken.

Desuagtet: Kombineret med basal politologi og diskursanalyse er der tale om en udgivelse, der – i hvert fald på det undervisningsmæssige plan – leverer varen. Særligt fordi den teoretiske del undervejs suppleres med små interviews. For skal man forstå den store historie, er det nødvendigt at starte med den lille. Og Nauntofte er heldigvis bevidst om, at boghandleren fra Tunis, den egyptiske aktivist og oprøreren i Syrien er regionens virkelige eksperter. 

Jakob Sheikh er journalist på Politiken

Verden og den arabiske udfordring – følgerne af det arabiske forår
Jens Nauntofte
Forlaget Systime
211 sider, 339 kroner