BOG: Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen

FORFATTER: Thomas Ubbesen

Gyldendal (240 sider, 299 kroner)

Anmelder: Anne Lea Landsted, journalist og journalistisk lektor

DR-journalisten Thomas Ubbesen er et godt menneske, der gerne vil gøre verden til et bedre sted. Han er journalisten, der bliver bevæget og indimellem så engageret, at hans historier ender som partsindlæg. ’Good Luck, Habibi’, er således mere et partsindlæg end en reportagebog – det er godt nok ikke deklareret nogen steder, men allerede i forordet bliver tonen slået an:

”Det var de klogeste på flugt fra idiotien, væk fra gamle eller unge, dumme mænds tyranni, væk fra overtro, uvidenhed og perverteret religion: De bedste mennesker fra ødelagte dele af verden var kommet til os. Unge mænd, først og fremmest, der stemte i med fødderne og stolede på, at de nu var nået til demokratiets gode kontinent, hvor man sagde, at der var hårdt brug for folk af deres slags.”

I ’Good Luck, Habibi’ følger Thomas Ubbesen flygtningestrømmen, fra flygtningene lander på de græske øer, til de begynder at bevæge sig op gennem Europa i zigzag, efterhånden som grænserne lukker. Ikke fysisk, men med nedslagspunkter på ruten. Han i bil og tog, flygtningene mestendels til fods. Han er ikke selv i Syrien. Her bruger han den ældre syriske far Muhammed og hans datter Sham til at fortælle den del af historien – markeret med blå skrift i bogen. Det fungerer fint, men desværre fylder de flygtendes historier mindst – det kunne ellers have været interessant at få lidt mere perspektiv på. Hvorfor flygter iraneren, afrikaneren og afghaneren for eksempel? Det bliver antydet, men ikke foldet ud.

I stedet bruger Ubbesen det meste af bogen på sig selv og sine egne betragtninger. Det er sådan set i orden at optræde som den alvidende fortæller, når man har rejst meget i området – Balkan – og kender steder og skikke. Det er, når han begynder at optræde som den bedrevidende eller helt kører af sporet, at det bliver træls:

”Se problemets kerne i et reagensglas, se Gazastriben som pilotprojekt på en mulig fremtid: Det er et område på størrelse med Langeland og verdens tættest befolkede område …” osv. Hvorfor læseren pludselig skal høre om Ubbesens tidligere rejse til Gaza og hans betragtninger i den forbindelse, står ikke lysende klart.

Thomas Ubbesen er journalist og en dygtig en af slagsen, så hvorfor bruge tid på praktiske problemer som: ”Vi skal bare finde en location, et sted, hvor vi kan sende fra, meget gerne et sted, hvor der foregår et eller andet, der siger noget om situationen. Vi skal bruge en baggrund, ganske enkelt.” Jamen var Europa ikke sidste år en stor location, spørger jeg mig selv. Med andre ord, hvad er problemet?

Det undrer mig også, at journalisten midt i det hele skal hjem og holde ferie. Han befinder sig midt i den største flygtningekatastrofe i nyere tid – det er verdenshistorie, som han selv skriver i foråret, og så skal han pludselig hjem og holde ferie. Hvorfor udskyder han ikke ferien? Det virker useriøst.

Der er også lidt med sproget, der indimellem kan virke lidt hovskisnovski og i værste fald taler ned til læseren, som da Ubbesen i forordet forklarer, hvorfor Muhammed og Shams navne er opdigtede: ”Men de eksisterer absolut i virkeligheden, opholder sig i Tyskland og drømmer om at blive genforenet med deres familie. De er rigtige mennesker.” Det havde vel været nok at konstatere, at det er af hensyn til deres familie og deres egen sikkerhed.

Et andet sted skriver Ubbesen om nogle ”unge, beskidte fyre”, der sniger sig af sted ad en markvej: ”Afghanere, tænker jeg, ingen tvivl om det. De der centralasiatiske træk og det billige tøj. Afghanere. Har sikkert været på vej mindst tre-til fire måneder. Har sikkert oplevet at blive skudt efter af de iranske soldater ved grænsen, ikke med gummikugler, men med skarpt.” Det er muligt, det er sandt, men hvor ved journalisten det fra?

Bogen er udgivet på Gyldendal, og her vil jeg gerne komme med et råd til forlaget. Dokumentation er alfa og omega i journalistik. Det kan løses med større gennemsigtighed. Et noteapparat, en kildeliste eller et forbehold, hvor man er i tvivl.